Bevægelsesbanko gav humør og røde kinder hos indlagte børn

Bevægelsesbanko gav humør og røde kinder hos indlagte børn

Julemanden kom tidligt i år, da Salling Group i sidste måned donerede hele 89 paller til Børneulykkesfonden og Legeheltene med henholdsvis legetøj, bamser, spil og bøger.

Tanken bag den flotte donation er, at den blandt andet skal bruges som præmier til vores nyeste initiativ ”bevægelsesbanko”, som er en nyfortolkning af det traditionelle bankospil. Sammen med Legeheltene bliver der én gang i måneden både spillet om rækker og fuld plade, mens børnene spiller med i farvede heltekapper.

”Nimmer nutten”, ”smør 40” og ”gamle Ole”. På vaskeægte bankomanér bliver tallene, som står skrevet ned på små bolde i alle regnbuens farver, råbt op.  I den pangfarvede balje med bolde gemmer sig også tal, som kan udløse en leg, øvelse eller skør bevægelse, som børnene skal lave med kroppen. Det kan eksempelvis være at hinke ti gange eller at gå på tæer, mens der bliver talt til tyve. Til slut, når alle bankospillerne er trætte, venter dem flotte præmier, som selv de voksne ville blive misundelige over.

Det nye initiativ og den flotte donation fra Salling Group har allerede formået at bringe smil på læberne samt skabe frirum fra sygdom og fysisk aktivitet for de mange børn, som har sygdom tæt på livet. Det kan vi slet ikke få armene ned over. Af vores heltehjerte – TAK – til Salling Group.