Lui, Luna og Max sammen med Legehelten Nikoline.

April 2025

Superheltedagen: Hele Danmark samler ind til børn med livstruende og uhelbredelige sygdomme

Hver dag kæmper børn og unge mod livstruende og uhelbredelige sygdomme. Mandag d. 28. april samler hele Danmark ind i anledningen af Superheltedagen, så endnu flere børn og unge kan få besøg af Heltekaravanen i deres eget hjem. - Vi oplever på nærmeste hold, hvordan hverdagen ser ud for alvorligt syge børn og unge. Vi ved derfor også, hvor meget det betyder for familierne at få besøg af Heltekaravanen, der skaber gode minder i en yderst sårbar tid, siger Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden, der står bag Heltekaravanen.

Heltekaravanen, der er en del af Legeheltene, er et tilbud til børn tilknyttet palliationen. Altså børn og unge, der modtager lindrende behandling for deres livstruende sygdomme. Heltekaravanen kommer hjem til de alvorligt syge børn og unge, hvor de laver forskellige aktiviteter sammen med dem og familierne. Alt fra sanselege til gipsaftryk og mindekasser, så de sammen kan få en tiltrængt pause fra sygdom og bekymringer.

Heltekaravanen kommer for eksempel på besøg hos Pilou i Nordjylland. Pilou er tre år gammel og har en sjælden diagnose ved navn tuberøs sklerose, og derudover lever han med en massiv hjerneskade, epilepsi og infantile spasmer.

- Jeg synes, at Heltekaravanen skaber et fantastisk frirum – også for mig. Jeg kan få lov til at trække vejret et øjeblik og få lov til at nyde det på afstand. Jeg bliver ofte meget rørt over, at der er nogen, der vil investere deres tid i at skabe minder med mine børn. Det er Heltekaravanen helt fantastiske til, siger Diana Jensen, der er mor til Pilou.

Store virksomheder bakker op om Superheltedagen

Når medarbejderne i virksomheder som Alm. Brand Group, Grundfos og Danske Bank møder ind mandag morgen, bliver de mødt af farverige heltekapper. Alt sammen for at sætte fokus på Superheltedagen og indsamlingen.

- Hos Alm. Brand Group brænder vi ikke kun for at hjælpe vores kunder, men også for at hjælpe andre – det ligger i vores DNA som forsikringsvirksomhed. Det er derfor helt oplagt for os at være med til Superheltedagen, hvor vi kan støtte op om at hjælpe alvorligt syge børn, unge og deres familier, siger Camilla Grimstad, chef for almennyttigt foreningssamarbejde i Alm. Brand Group.

Adskillige virksomheder har valgt at bakke op om Superheltedagen, der for første gang i år bliver markeret af Legeheltene. Udover at stille op med heltekapper for at gøre opmærksom på dagen, bliver der også lavet forskellige initiativer i virksomhederne for at samle penge ind til de alvorligt syge børn og unge.

Ønsker du at støtte indsamlingen i forbindelse med Superheltedagen, er det muligt at støtte med et valgfrit beløb: MobilePay
573917

Læs mere om Superheltedagen.

For mere information kontakt venligst:
Camilla Lagstrøm
Presse- og kommunikationskonsulent hos Legeheltene
Tlf.: 21 19 57 07
E-mail: fot@borneulykkesfonden.dk