Juni 2025
Legeheltene Riders cykler 600 km for indlagte og udsatte børn
Igen i år lægger velgørenhedscykelholdet Legeheltene Riders sig i selen for at samle penge ind til Legeheltene, der hver dag skaber glæde, leg og bevægelse for børn og unge på landes hospitaler.
Legeheltene Riders starter cyklerne op fredag den 27. juni på Aalborg Universitetshospital og ender tirsdag den 1. juli på Rigshospitalet i København. Undervejs besøger rytterne børn og unge på hospitaler i 11 byer samt et modtagecenter for flygtninge.
Håbet er at slå sidste års indsamling på 200.000 kr., når rytterne tilbagelægger 600 km på fem dage i den gode sags tjeneste.
Turen i år er opdelt i fem etaper med stop i 11 byer. Med sig har de 25 ryttere traditionen tro masser af forkælelse og gaver til børnene, der i år bl.a. består af både kage, juice, bamser og spil. Alt sammen sponsoreret af henholdsvis Rema1000, Zendium, Nutramino, SunLolly og GLS, der alle er sponsorer på den lange cykeltur i den gode sags tjeneste.
Læs mere om Legeheltene Riders.
Holdkaptajnens hjertesag
Holdkaptajn og ambassadør for Legeheltene Riders, Jimmi Andersen, er vild med Legeheltene og ser, hvor stor en forskel de gør for børnene. Jimmi var som barn indlagt i længere tid, og dengang var der ikke meget sjov og leg. Derfor lægger han særligt mærke til, hvor meget det rent faktisk betyder for indlagte børn: - I løbet af mine tre år som ambassadør, har jeg mødt mange af de ansatte Legehelte i deres arbejde sammen med børnene, og jeg er vild med deres energi og positivitet. Jeg kan se, at de gør en kæmpe forskel.
Jimmi fik idéen til Legeheltene Riders efter at have cyklet nogle år på et andet velgørenhedscykelhold.
- Jeg havde et stort ønske om at komme ud på hospitalerne og besøge børnene, så jeg på egen krop kunne mærke den sag, jeg var med til at støtte, siger Jimmy.
Om Legeheltene
Alle børn har ret til et liv med aktiv leg og bevægelse – også børn, der er indlagte eller udsatte. Legeheltene er til stede på 64 afdelinger inden for hospitalsvæsenet, børne- og ungepsykiatrien, børnehjem og indkvarteringssteder for flygtninge. Vi skaber et frirum med plads til store armbevægelser, tumlelege og fællesskab – og med plads til at være barn igen.
Legeheltene er et initiativ startet af Børneulykkesfonden.
Læs mere om Legeheltene.
For mere information kontakt venligst:
Camilla Lagstrøm
Presse- og kommunikationskonsulent hos Legeheltene
Tlf.: 21 19 57 07
E-mail: fot@borneulykkesfonden.dk