bevægelsesbanko
14-10-2020

Helt nyt koncept: I denne uge inviterer Legeheltene indlagte børn på 10 hospitaler over hele landet til ”bevægelsesbanko”

Onsdag og torsdag d. 14. og 15. oktober er indlagte børn på 10 hospitaler fordelt over hele landet inviteret til ”bevægelsesbanko”. Det nye koncept er en nyfortolkning af det traditionelle bankospil, og målet er at få børnene op af hospitalssengen og i gang med at bevæge sig. 

”Nimmer nutten”, ”smør 40” og ”gamle Ole”. Der bliver spillet om både rækker og fuld plade, når det nye koncept fra Legeheltene – såkaldt ”bevægelsesbanko ”– bliver skudt i gang landet over. Spillet er en nyfortolkning af det traditionelle bankospil, der på bedste vis skal bringe smil på læben, frirum fra sygdom og fysisk aktivitet for de mange børn, som har sygdom tæt på livet. Initiativet skal afholdes fast en gang i måneden på alle de hospitaler, der har Legehelte.

Det nye bankokoncept er et forfriskende indslag i den hvide hospitalsverden. I en pangfarvet balje er tallene skrevet ned på små bolde i alle regnbuens farver, og børnene spiller med i farvede heltekapper. Når tallene råbes op på vaskeægte bankomanér, udløser nogle af dem en leg, øvelse eller skør bevægelse, som børnene skal lave med kroppen. Det kan eksempelvis være at hinke ti gange eller at gå på tæer, mens der bliver talt til tyve.

”Tiden kan føles lang, når man er indlagt – især i denne tid, hvor tilbuddene til børnene har været begrænsede. Vi har derfor testet det nye koncept under corona med stor succes. Ideen er, at børnene får en sjov oplevelse, de vil huske, får gang i kroppen – og så får de en fin præmie, de kan tage med ind på stuen og lege videre med,” udtaler Henriette Madsen, Generalsekretær i Børneulykkesfonden.89 paller med præmier til børnene

Præmierne til det nye koncept kommer fra Salling Group, som netop har doneret 89 paller med legetøj, bamser, spil og bøger til Legeheltene. Det er overskudslegetøj fra Salling Groups opkøb af TOP-TOY’s danske varelager, da koncernen fik muligheden for at drive BR-kæden videre. Ideen bag donationen er, at de mange paller med overskudslegetøj passer perfekt som præmier til det nystartede koncept.

”Vi har været omhyggelige med at finde en god samarbejdspartner, der kan overtage legetøjet, så vi er sikre på, at det ender hos de rigtige modtagere og virkelig vil blive værdsat. Derfor er vi glade for, at Børneulykkesfondens Legehelte giver legetøjet nyt liv hos børn, som får stor glæde af det”, fortæller Annette Juhler Kjær, der er Group Vice President, Public Affairs, Communication & CSR i Salling Group.

Om Legeheltene

Alle børn har ret til et liv med leg og bevægelse – også børn der er ramt af sygdom. Men et sygdomsforløb, en indlæggelse og kroniske diagnoser er ofte forbundet med stor inaktivitet og ensomhed. Det kan have store konsekvenser for indlagte børns fysiske, kognitive og sociale udvikling. Derfor arbejder Legeheltene for at skabe aktiv leg og bevægelse for de ca. 60.000 børn i alderen 1-14 år, der hvert år indlægges på et hospital i Danmark. Legeheltene skaber et frirum med plads til store armbevægelser, tumlelege og fællesskab – og med plads til at være barn igen.

Legeheltene er på 13 hospitaler i Danmark, inkl. Færøerne, og er et initiativ startet af Børneulykkesfonden. Læs mere på www.legeheltene.dk

Tags: No tags

Add a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *