Legeheltene uddeler hjælpepakker til indlagte børn med RS-virus

Legeheltene uddeler hjælpepakker til indlagte børn med RS-virus

Der er travlt på sygehusenes børneafdelinger i øjeblikket, hvor ekstraordinært mange børn bliver indlagt med RS-virus. Sammen med Kreaheltene er Legeheltene i fuld gang med at uddele hjælpepakker til isolerede børn på landets hospitaler. Hjælpepakkerne indeholder børnebogen ”Charlie”, lidt godt til ganen og en lille hilsen til børnene. Vi håber at børnene og deres familier tager godt imod initiativet, som er et alternativ for fysisk aktivitet og leg, så længe børnene er i isolation.

”Legeheltene og Kreaheltene er sat i verden for at gøre tiden på hospitalet lidt sjovere og mere aktiv for de børn, der er indlagt. Derfor vil vi også gerne gøre vores for at bringe lidt glæde og smil ind til de børn og forældre, som i øjeblikket er isoleret og går igennem en svær tid. Det kan hjælpepakkerne forhåbentligt lægge op til ved at indbyde til små øjeblikke med oplæsning og hygge,” udtaler Henriette Madsen, der er generalsekretær for Børneulykkesfonden, som står bag Legeheltene og Kreaheltene.