indlagte-born-legeheltene

Indlagte børn skal finde deres indre superhelt

I forbindelse med den nye film ”We Can Be Heroes” inviterer Netflix og Legeheltene indlagte og kronisk syge børn til at lege superhelte i januar. Det sker gennem initiativerne Legeheltene, Kreaheltene og Helteakademiet, der til daglig aktiverer indlagte og kronisk syge børn i Danmark.

Vi kan alle være helte! Sådan lyder det i Netflix’ helt nye film ”We Can Be Heroes”. I forbindelse med udgivelsen af filmen er Netflix gået sammen med Børneulykkesfonden for netop at sprede budskabet om, at alle kan være superhelte.

Børneulykkesfonden står allerede bag en række helteinitiativer, der hver dag året rundt udfører vaskeægte heltegerninger – nemlig at gøre hverdagen for indlagte og kronisk syge børn en smule sjovere. Et af initiativerne er Legeheltene, der bringer mere bevægelse og aktiv leg ind på hospitalsgangene. Kreaheltene skaber en fantasiverden fyldt med sjove krea-projekter. Og til sidst står Børneulykkesfonden også bag Helteakademiet, der hver uge arrangerer fodboldtræning for kronisk syge børn.

Sammen med Netflix skal Legeheltene, Kreaheltene og Helteakademiet altså nu sprede endnu flere superheltekræfter, så de indlagte og kronisk syge børn kan finde deres indre superhelt.

Heltetræning på hospitalet og fodboldbanen

Når Legeheltene i januar kommer på besøg hos de indlagte børn, bliver de sædvanlige lege skiftet ud med nye lege og øvelser, der skal få børnene til at føle sig som de sejeste superhelte. Børnene vil blandt andet kunne øve deres balance på en balancebom, lave rullefald på en airtrack og øve deres præcision ved at kaste med bolde. De samme helteaktiviteter vil være til stede, når Helteakademiet spiller fodbold med de kronisk syge børn.

”Vi glæder os til at komme ud med nye superheltekræfter til de indlagte og kronisk syge børn. Vores helte i Børneulykkesfonden er netop sat i verden for at aktivere og lege med disse børn, der til daglig har en hverdag, som ikke altid er lige sjov. Og jeg er derfor sikker på, at filmens fine budskab om, at alle kan være helte, vil komme til at bidrage med endnu mere leg og glæde ude på hospitalerne,” siger Henriette Madsen, der er generalsekretær hos Børneulykkesfonden.

Superheltefigurer og tegneserier

Hos Kreaheltene vil der i januar også være fokus på superheltenes univers. Når de indlagte børn besøger Kreaheltenes rullende værksted, vil der være fyldt med materialer til alverdens krea-projekter. Børnene kan blandt andet tegne deres helt egen tegneserie om superhelte. Og der vil også være mulighed for at lave sin egen superheltefigur og udsmykke den med flotte klistermærker.

Helteaktiviteterne hos Legeheltene og Kreaheltene foregår på hospitaler rundt i hele landet, imens Helteakademiets aktiviteter foregår til deres ugentlige fodboldtræning. Når børnene deltager i helteaktiviteterne, får de samtidig en medalje, en plakat og en t-shirt, som bevis på, at de nu er ægte superhelte.

Tegn og støt

Udover aktiviteterne for de indlagte og kronisk syge børn igangsætter Netflix og Legeheltene også en konkurrence, hvor alle børn kan være med. Her gælder det om at finde farveblyanterne frem og tænke kreativt. Konkurrencen gælder nemlig om at lave sin egen tegneserie om superhelte. Når tegningen er lavet, skal den enten deles på Instagram med hashtagget #sagnheltene eller sendes til buf@borneulykkesfonden.dk.

For hver indsendt tegning donerer Netflix 15 kr. til Legeheltene. Og herudover trækkes der lod blandt tegningerne om en helt særlig præmie – nemlig at få gengivet ens tegneserie af Lakserytteren.

Læs mere om konkurrencen her: www.legeheltene.dk/heroes

Tags: No tags

Add a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *