September 2025

Mød Kreahelten, der gør tirsdag til ugens højdepunkt på Løkkehus

Når døren går op på Løkkehus Børnehjem i Odense, er det sjældent stille. Små fødder tramper hen over gulvet, og flyvekrammere lander sikkert i favnen på én bestemt person. For børnene ved, hvad tirsdag betyder: Kreahelten Nanett er kommet.

Normalt kan man finde Nanett på OUH, hvor hun sammen med Legeheltene skaber frirum for børn på hospitalet. Men hver tirsdag pakker hun heltetasken og rykker sine kreative idéer og pensler ud på Løkkehus Børnehjem. Og her bliver hun altid mødt med gensynssmil, glædeskram og små stemmer, der råber: ”Jaaaa, kreaaa!”. For børnene er det et af ugens højdepunkter, når tirsdag betyder kreatid.

Et kreativt frirum midt i en svær hverdag

Hverdagen er alt andet end let for mange af børnene på Løkkehus. Flere bærer på tunge oplevelser og udfordringer. Derfor betyder det noget særligt, når Nanett ruller kreavognen ind.

”Jeg er et positivt afbræk fra hverdagen, som af og til kan være rigtig svær for børnene,” fortæller hun.

Siden maj 2022 har hun hver uge givet børnene på Løkkehus et pusterum fyldt med maling, limpistoler og masser af fantasi. Og for Nanett er det selv mindst lige så meningsfuldt.

”Det betyder meget for mig, at jeg kan være med til at gøre en forskel for børnene ved at give dem et kreativt frirum, hvor de bare skal hygge sig og fordybe sig i kreative projekter. Det er virkelig meningsfuldt,” siger hun.

En tryg og genkendelig helt

Noget af det særlige ved arbejdet på Løkkehus er, at Nanett møder de samme børn uge efter uge. Det giver tid til at bygge bånd – og til at blive en tryg figur i deres hverdag.

”Jeg får ofte krammere og bliver spurgt til, hvornår jeg kommer igen, om jeg vil spise med, se deres værelser og lignende,” fortæller Nanett.

Samtidig er der mulighed for at sætte gang i længerevarende projekter, som børnene kan glæde sig til. Før jul lavede børnene fx små figurer i selvhærdende ler, som de malede og pyntede på, da Nanett kom tilbage ugen efter. Og Nanett kan mærke på børnene, at det betyder noget særligt, at de kan se deres kreative værker udvikle sig.

Med tiden har Nanett lært børnene rigtig godt at kende – og de hende. For selvom krea-aktiviteterne handler om leg og kreativitet, handler det mindst lige så meget om relationer.

”Jeg tror, det betyder meget for børnene, at det er den samme faste Kreahelt, som kommer hver uge. Det giver tryghed. Og for mig er det fantastisk at se deres udvikling. Både i deres koncentration, samarbejde og de små motoriske opgaver,” siger hun.

"Jeg har savnet dig"

Man kan godt kalde Nanett lidt af en pioner. Ja, faktisk var hun Danmarks allerførste Kreahelt, og spillede derfor en central rolle, da det første kreative værksted åbnede på OUH i 2020. Siden da har Kreaheltene haft vokseværk, og er nu til stede på hele 62 afdelinger inden for hospitalsvæsenet, børne- og ungepsykiatrien, børnehjem og indkvarteringssteder for flygtninge.

Her skaber de hver dag frirum for børn, der lever med sygdom eller svære livsvilkår. Nanett er ét af de mennesker, der gør arbejdet levende. Med nærvær, kreativitet og et stort hjerte.

”Det er fantastisk at kunne gøre en forskel for netop denne målgruppe,” siger hun. ”Når en fireårig ser mig i døren og udbryder: ”Jeg har savnet dig!” – så går det lige i hjertet.”

For mere information kontakt venligst:

Henriette Madsen
Generalsekretær
Tlf.: 21 19 57 07
E-mail: fot@borneulykkesfonden.dk