August 2025
Kasper Fisker og Kasper Kirkegaard samler over en million kroner ind til Legeheltene
Efter syv intense dage på farten, knap 500 kilometer på landevejene, og tusindvis af engagerede følgere på Instagram, kom Kasper og Kasper i mål på deres vandretur fra Hjørring til Roskilde. På Roskilde Sygehus blev de mødt af venner, familie, børn og personale, og den store nyhed: at deres indsamling havde rundet 1 million kroner.
Kasper og Kasper begyndte deres vandring fra Hjørring Hospital mandag den 18. august. Allerede første dag tilbagelagde de 50 kilometer til Aalborg Universitetshospital. Herfra gik turen sydpå – både sammen og hver for sig – med daglige stop ved de 12 hospitaler, sygehuse og børnehospice, hvor Legeheltene hver dag skaber glæde og bevægelse for børn, der er ramt af sygdom.
Undervejs mødte de flere af de børn, de gik for. Og det blev til benzin på de mange kilometer. Samtidig fulgte tusindvis af danskere med på Instagram, heppede digitalt, dyttede ad dem på landevejene, lod sig røre af historierne og sendte donationer, der skridt for skridt fik beløbet til at vokse.
”Det betyder meget for os at have så engagerede helteambassadører, der brænder for vores arbejde med indlagte og udsatte børn og dedikerer deres tid og energi til at samle penge ind til Legeheltene. Vi har heppet på dem hele vejen og er meget taknemmelige for deres indsats, og for alle dem, der har støttet deres indsamling. Hver en krone gør en forskel, så det er fantastisk, at så mange har sendt en donation afsted,” fortæller Henriette Madsen, Generalsekretær i Børneulykkesfonden, der står bag Legeheltene.
Endnu en imponerende indsats fra Legeheltenes ambassadører
Det er langt fra første gang de to ambassadører har kastet sig ud i spektakulære eventyr til fordel for –Legeheltene. Tidligere har de blandt andet gennemført et krævende – og meget varmt – løb gennem Namibias ørken og vandret hele vejen til Ukraine. Denne gang blev det Danmark, der lagde ruten til årets Heltemission. Og resultatet taler for sig selv. Hele 17.200 personer støttede indsamlingen via MobilePay, og tilsammen samlede Kasper og Kasper intet mindre end 1.045.000 kroner ind.
Pengene går ubeskåret til at give indlagte børn flere muligheder for leg, sjov og bevægelse på hospitalerne.
For mere information kontakt venligst:
Henriette Madsen
Generalsekretær
Tlf.: 21 19 57 07
E-mail: fot@borneulykkesfonden.dk