August 2023
Kasper Fisker og Kasper Kirkegaard går til Ukraine med en barnevogn fyldt med legetøj
På seks dage skal de to influencere Kasper Fisker og Kasper Kirkegaard tilbagelægge mere end 300 km til fods med en barnevogn fyldt med legetøj til et ukrainsk børnehjem. Initiativet kaldes ”Walk for Kids”, og målet er at samle 500.000 kr. ind til Legeheltenes arbejde for ukrainske flygtningebørn i Danmark.
En tvillingebarnevogn, en rygsæk med frysetørret mad, et telt og et par soveposer. Og så en masse legetøj. Det er nogenlunde det, som de to ”Langt fra landsholdet”-venner, Kasper Fisker og Kasper Kirkegaard, medbringer, når de lørdag d. 12. august sætter kursen mod Ukraine.
Turen skydes i gang ved Asylcenter Avnstrup, og målet er, at de to venner når Stettin, en polsk by tæt ved den ukrainske grænse, d. 18. august. Her køres de til Kyiv i samarbejde med organisationerne ”Hjælp Ukraine” og ”Animal Rescue”. Undervejs besøger Kasper og Kasper et børnehjem i den ukrainske by, Borispol. Her deler Kasper og Kasper legetøj ud til de 62 børn i alderen 3-18 år, som bor på børnehjemmet, og som alle har fysiologiske eller psykiske diagnoser. Kasper og Kasper besøger desuden en lokal familie i byen Irpin.
På sidelinjen har Kasper og Kasper sikkerhedskonsulent, Jesper Lundorf, med som rådgiver på de sikkerhedsmæssige forhold på turen.
En række samarbejdspartnere og sponsorer har desuden hjulpet med at støtte op om turen, bl.a. har Nordisk støttet med telt, soveposer og liggeunderlag.
Citat Kasper Fisker
- Kasper og jeg fik denne idé om at gå til Ukraine for at samle penge ind til Legeheltene. Udover at sikre mere leg og bevægelse for indlagte børn i Danmark, gør Legeheltene nemlig også en stor forskel for ukrainske flygtningebørn i Danmark.
Citat Kasper Kirkegaard
- Vi har brugt lang tid på at forberede os på ”Walk for Kids”-turen, og vi har snakket rigtig meget om den. Men nu er det er altså nu, at startskuddet lyder, og jeg kan godt mærke, at nerverne begynder at melde sig hos mig. Bekymringerne for alt det, vi ikke kan planlægge os ud af, og alt det tragiske, der måske venter os i Ukraine. Hvad gør den fysiske udmattelse ved vores venskab, og kan vi klare det? Men jeg ved jo, at vi kun har én mulighed, og det er at klare det – fordi vi gør det ikke for os, men for børnene.
Citat Henriette Madsen, Generalsekretær i Børneulykkesfonden, der står bag Legeheltene:
- Vi er meget stolte og taknemlige over, at Kasper og Kasper kaster sig ud i denne vilde udfordring til fordel for Legeheltenes arbejde. Vi hepper på dem hele vejen og håber, at mange vil støtte initiativet og deres indsamling.