Vi gør hospitalet til et sted med fantasi og fordybelse

Aktiviteter med Kreaheltene

Når børn er syge eller bliver indlagt, kan det være fyldt med angst og en følelse af, at gå glip af vigtige ting i hverdagen.

Kreaheltene giver mulighed for at fordybe sig i kreative projekter og glemme tid og sted. Sammen gør vi det til en god oplevelse at komme på hospitalet.

Vi markerer højtider, afholder særlige temauger og griber lige den gode idé, som barnet har. Sammen med børnene giver vi fantasien frit løb og skaber smukke, skøre og sjove projekter.

Aktiviteter med Kreaheltene

Hver dag inviterer Kreaheltene indlagte og udsatte børn ind i vores kreative værksted til fantasi, fordybelse og kreativ leg. Vi markerer højtider og mærkedage og afholder særlige tema-uger. Men det vi elsker allermest er at gribe børnenes fantasifulde idéer. Få indblik i, hvilke aktiviteter vi hvert år afholder her. 

  • Fastelavn

    Vi laver (helte)masker, katte og flotte fastelavnsris. Sammen med alle vores superheltevenner slår vi katten af den flot dekorerede fastelavnstønde.

  • Påske

    Vi elsker at lave påskekyllinger, gækkebreve og påskeæg i både pap, flamingo og marcipan.

  • Mors dag

    Vi laver søde mors dag-gaver såsom hjemmelavede kort, buketter med papirsblomster og smykker. Børnene elsker at kunne glæde deres mor med en unik gave.

  • Pimp your bike

    Ding, ding! Vi pimper cykler med både pomponer på styret, cykelnummerplade, blomster i kurven og ringeklokker med glimmer. 

  • Fars dag

    I Kreaheltenes værksted bliver fædrene forkælet med hjemmelavede og unikke gaver fra deres børn. 

  • Årets Refleksdag

    Vi sætter fokus på vigtigheden af at være synlig i den mørke tid ved at være kreative med refleksbånd og -tape.

  • Halloween

    Vi sørger for en (u)hyggelig Halloween med græskarudskæring, spøgelser, edderkopper og flagermus.

  • Jul

    Hos Kreaheltene rimer december på julepynt og julegodter. Vi fletter julehjerter, laver guilander, julenisser, snemænd og masser af julekonfekt. 

  • Nytår

    Kreaheltene hjælper med at lave årets flotteste nytårspynt og -hat, så alle - også de børn, der er indlagt på hospitalet - kan gå ind i det nye år med stil.