April 2026

Indlagte børn inviteres til Legeheltenes 9-års fødselsdag


Mandag d. 27. april er en ganske særlig dag, for Legeheltene fylder 9 år. I næsten et årti har de farverige, energifyldte hverdagssuperhelte skabt aktiv leg, bevægelse og lyspunkter for tusindvis af indlagte og udsatte børn i hele landet. Og traditionen tro ønsker Legeheltene at fejre dagen dér, hvor de hører hjemme: blandt børnene.


Siden den første Legehelt trådte ind på børneafdelingen på H.C. Andersens Børne- og Ungehospital i Odense, har missionen været klar: At sprede leg og bevægelse til så mange indlagte børn som muligt. Nu er der gået ni år – og de farverige helte er blevet en fast del af hverdagen på flere af landets børneafdelinger, børne- og ungepsykiatriske afdelinger, børnehjem og indkvarteringssteder for flygtninge.

”Fødselsdagen er vores anledning til at sige tak til alle, der har været med på vores rejse. Tak for alle de skønne lege og glade smil, Legeheltene hver dag møder blandt børnene på landets afdelinger, tak til hospitalerne for at åbne dørene for vores initiativ, tak til alle vores samarbejdspartnere, ambassadører og virksomheder, der støtter vores arbejde. Vi er utrolig taknemmelige, og efter ni år med tusindvis af lege, hop, grin og modige små helte, ser vi frem til mange flere år,” fortæller Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden, der står bag Legeheltene.

Fødselsdag med leg, flag og gaver

Legeheltenes fødselsdag markeres med et brag af en legefest! Fra de største universitets­hospitaler til de mindste børneafdelinger, fra Færøerne til Grønland, vil de indlagte børn blive mødt af farverige fødselsdagslege, overraskelser, flag og smil. Som en del af fødselsdagsfejringen uddeler Legeheltene 1000 flotte fødselsdagslegehæfter fyldt med inspirerende lege og aktiviteter, der kan få kroppen i gang og tankerne væk fra sygdom og diagnoser. Og som ekstra magi på dagen får børnene en særlig fødselsdagsgave, som kan skabe glæde og leg – selv når livet gør lidt ondt.

Legeheltene inviterer til fødselsdagsfest på 32 af landets børneafdelinger, psykiatriske afdelinger, børnehjem og indkvarteringssteder for flygtninge.

For yderligere information, kontakt venligst:
Sara Bødker Sørensen
Presse- og kommunikationsrådgiver
Tlf.: 25 80 43 95
@: sara@borneulykkesfonden.dk

Om Legeheltene
Alle børn har ret til et liv med leg og bevægelse – også børn der er ramt af sygdom. Men et sygdomsforløb, en indlæggelse og kroniske diagnoser er ofte forbundet med stor inaktivitet og ensomhed. Det kan have store konsekvenser for indlagte børns fysiske, kognitive og sociale udvikling. Derfor arbejder Legeheltene for at skabe aktiv leg og bevægelse for de ca. 60.000 børn i alderen 1-14 år, der hvert år indlægges på et hospital i Danmark. Legeheltene skaber et frirum med plads til store armbevægelser, tumlelege og fællesskab – og med plads til at være barn igen.

Læs mere på www.legeheltene.dk