Golf

Luft under bolden, fællesskab og et frirum fra sygdom. I samarbejde med Aabenraa Golfklub tilbyder Helteakademiet kronisk og langtidssyge børn i alderen 5-14 år at mødes én gang om ugen til golftræning. Sammen glemmer vi alt det hårde for en stund og mødes om spillet, smilet, holdkammeraterne og glæden ved golf.

Golf med Astronauterne i Aabenraa Golfklub

Aabenraa Golfklub, som Helteakademiet samarbejder med, har startet børnegolfholdet ‘Astronauterne’. Her skal man ikke blive overrasket, hvis der pludselig flyver en rumraket eller en heliumballon over træningsbanen. Træningsområdet er nemlig forvandlet til et NASA rumcenter, hvor rumstationen MIR danner rammerne for en masse sjov, læring gennem leg, glæde, fællesskab og naturligvis golf. Øvelser som NASA-putting, nedskydning af Heliumplaneter og Rumbold er blot nogle af de sjove udfordringer, Astronauterne kommer igennem. Det sociale vægtes højst, og det er vigtigt, at de små golfspillere griner, leger og får en masse succesoplevelser.

Hvem kan være med i Helteakademiets golftræning?

Helteakademiet er et tilbud til børn med alvorlige eller kroniske sygdomme, som er tilknyttet landets børneafdelinger, børnepsykiatrien eller børnesomatikken, men som er hjemme for en kortere eller længere periode. Helteakademiet henvender sig til både drenge og piger i alderen 5-14 år.

Træningen vil tage udgangspunkt i børnenes niveau, muligheder og fysiske evner. Man skal være i stand til at fungere socialt og tage imod en kollektiv besked. Målet er, at børnene bliver udfordret – men at fokus er på at have det sjovt fremfor alt. Forældrene forventes at være til stede under træningen, og søskende er velkomne til at træne med på lige vilkår som alle andre.

Tilmelding

Helteakademiets golftræning i Aabenraa Gofklub starter op i foråret 2022, men du kan anmode om optagelse allerede nu ved at sende en mail til buf@borneulykkesfonden.dk

Astronauterne i Aabenraa Golfklub (fotokredittering: Aabenraa Golfklub)