Januar 2026

Forsikringsselskabet Popermo støtter Legeheltene med Popermo Sponsoratet

Vi starter året med at dele en fantastisk nyhed! Forsikringsselskabet, Popermo, har valgt at støtte Legeheltene i både 2026 og 2027. Det betyder, at vi kan sikre endnu mere leg og bevægelse for indlagte børn og unge i Danmark. 

 ”Vi har valgt, at Legeheltene skal modtage Popermo Sponsoratet, da deres indsats gør en reel forskel for indlagte og udsatte børn. Men effekten breder sig også til børnenes forældre og søskende, der også oplever stor glæde ved Legeheltenes nærvær – og ikke mindst ved den opblomstring, de kan se, hos deres indlagte eller udsatte barn, bror eller søster,” udtaler Henrik Boysen, direktør i Popermo.

 Popermo Sponsoratet går specifikt til udvikling og produktion af sæbebobler med tilhørende legehæfte. Materialet udvikles af én af vores dygtige Legehelte med det formål at styrke børnenes motoriske og kognitive færdigheder og samtidig invitere til leg og fællesskab. Det nye legehæfte inkl. sæbebobler lander på børneafdelinger i hele landet fra marts måned, og vi glæder os til at skabe en masse leg og sæbeboblemagi over hele landet. 

”Hos Legeheltene brænder vores hjerte for at skabe frirum og leg hos indlagte og udsatte børn. Og for at kunne fortsætte vores mission er vi dybt afhængige af donationer og sponsorater. Vi er derfor meget taknemmelige og glade for, at Popermo har valgt at støtte Legeheltenes arbejde og hjælpe os med at udbrede legen på de danske børneafdelinger,” siger Henriette Madsen, generalsekretær hos Børneulykkesfonden, som står bag Legeheltene.