Camilla Amstrup
April 2025
Camilla Amstrup vender tilbage som forperson i Børneulykkesfonden
Et velkendt ansigt er igen trådt ind i Børneulykkesfondens bestyrelse. Camilla Amstrup er tilbage i bestyrelsen og har netop genindtaget sin tidligere rolle som forperson i fonden.
Camilla Amstrup, koncerndirektør i Alm. Brand Erhverv, er nu tilbage i Børneulykkesfonden, hvor hun afløser Anne Mette Toftegaard, der har været forperson det seneste år. Camilla Amstrup har været forperson i fonden fra 2016-2024, og det er derfor en central person, der igen træder ind i bestyrelsen.
- Jeg er virkelig stolt og taknemlig over, at bestyrelsen i Børneulykkesfonden igen har betroet mig det tillidsfulde hverv at stå i spidsen for fonden. Det ligger mig dybt på sinde at arbejde for børns sikkerhed og trivsel – og jeg glæder mig utrolig meget til at fortsætte det vigtige arbejde sammen med så mange dedikerede mennesker i og omkring Børneulykkesfonden. Vores fælles mål er at skabe en hverdag, hvor vores børn kan være sig selv, lege og være kreative i trygge rammer – og det arbejde er vigtigere end nogensinde,” siger Camilla Amstrup.
Som tidligere forperson i Børneulykkesfonden har Camilla Amstrup en dybdegående forståelse for fondens mission og værdier.
- Vi er meget glade for at byde Camilla velkommen tilbage i bestyrelsen. Der er ingen tvivl om, at hendes erfaring og indsigt i vores arbejde er enorm værdifuld, og vi glæder os over, at hun igen er en del af Børneulykkesfonden, siger Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.
Børneulykkesfonden arbejder for at øge børnesikkerheden i Danmark og nedbringe antallet af ulykker. Børneulykkesfonden har siden 2016 udvidet det forebyggende formål til også at omfatte sundhedsfremmende indsatser målrettet indlagte og udsatte børn og unge gennem initiativet Legeheltene.
Camilla Amstrup vil, sammen med den øvrige bestyrelse, fortsat sætte børnesikkerhed og forebyggelse på den offentlige dagsorden samt fremme fondens indsatser, der har til formål at skabe en sikker og aktiv hverdag for børn og unge.
Læs mere om Børneulykkesfonden.
For mere information kontakt venligst:
Camilla Lagstrøm
Presse- og kommunikationskonsulent hos Legeheltene
Tlf.: 21 19 57 07
E-mail: fot@borneulykkesfonden.dk