November 2024
BR og Legeheltene giver et bramsekram til indlagte børn i julen
BR og Legeheltene har indgået et samarbejde, som skal skabe glæde og smil hos indlagte og udsatte børn på tværs af landet.
Julen er hjerternes tid og fyldt med næstekærlighed. Desværre er det ikke alle børn, som oplever glæde i julen, men et samarbejde mellem Legeheltene og BR er med til at bringe mere leg og smil til udsatte og indlagte børn på landets hospitaler. Det sker via kampagnen ‘Giv en bamse’.
Det betyder, at kunderne i hele november og december har mulighed for at give indlagte og udsatte børn en kærkommen bamse og dermed en ny legekammerat samt lidt mere julelys i øjnene.
20 kr. gør en forskel
Hvert år bliver cirka 60.000 børn indlagt på danske hospitaler, og for mange af dem kan juletiden være særligt hård at tilbringe væk fra hjemmet, venner og juletraditioner med julekalenderhygge og nisselege, og derfor kan et bamsekram og en lille overraskelse gøre en stor forskel.
I alle landets 30 BR-butikker kan kunderne være med til at skabe juleglæde blandt indlagte og udsatte børn ved at donere 20 kroner i butikken. Det beløb matcher BR, så hver donation på 40 kroner giver en bamse til et barn på hospitalet. Bamsen bliver uddelt til de indlagte børn med hjælp fra Legeheltene, som dagligt arbejder for at skabe bevægelse og fællesskab på børneafdelingerne.
“Det er aldrig sjovt at være indlagt hverken for børn eller forældre. Ved at donere 20 kroner i en af vores butikker, kan man være med til at give en bamse og støtte udsatte eller indlagte børn på hospitalet i juletiden, med et vaskeægte bamsekram. Alle børn har fortjent at mærke juleglæden, og vi håber, at rigtig mange af vores kunder vil hjælpe os med denne gode gerning,” siger kædechef i BR, Charlotte From.
Samarbejde mellem BR og Legeheltene
Kampagnen ‘Giv en bamse’ er en del af Børneulykkesfondens indsamlingskoncept og bliver aktiveret gennem BR-butikkerne. Samarbejdet mellem BR og Legeheltene viser, hvordan man kan bringe mere leg og glæde ind i hverdagen for indlagte børn, som har brug for lidt ekstra juleglæde. Legeheltene møder børnene på hospitaler, børne- og ungepsykiatriske afdelinger, børnehjem og indkvarteringssteder for flygtninge, og skaber et frirum med plads til store armbevægelser, tumlelege og fællesskab – og med plads til at være barn igen.
"Samarbejdet med BR gør det nemt for alle juleshoppende danskere at sprede glæde for indlagte børn. Selvom man er på et hospital, skal der være plads til leg, så man for en stund kan glemme alt om sygdom,” siger Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.
‘Giv en bamse’ i BR er en landsdækkende kampagne, og man kan støtte børnene i alle landets 30 BR-butikker frem til mandag 30. december.
For mere information kontakt venligst:
Camilla Lagstrøm
Presse- og kommunikationskonsulent hos Legeheltene
Tlf.: 21 19 57 07
E-mail: fot@borneulykkesfonden.dk