Lukashuset

Januar 2026

Nu får indlagte børn og unge i Viborg deres helt egen Kreahelt

Der er noget nyt og sprudlende på vej til indlagte børn og unge i Viborg. Noget med glimmer, grin og glade øjeblikke. I denne uge flytter Kreaheltene ind – og det er første gang, at indlagte børn og unge i Viborg får glæde af en kreativ superhelt.

Når man er indlagt, kan dagene hurtigt blive lange og ensomme. Men nu kan indlagte børn og unge i Viborg bogstaveligt talt se frem til en mere farverig hverdag, når Kreaheltene bliver en fast del af ugens program. Hver onsdag får børne- og ungeafsnittet på Regionshospitalet Viborg besøg af en Kreahelt, og hver torsdag rykker den kreative indsats ind på børne- og ungdomspsykiatrisk dagafsnit i Viborg. Med fordybelse i alt fra perler, smykker og maling vil børn og unge på de to afdelinger få et tiltrængt frirum fra sygdom og bekymringer.

På børne- og unge afsnittet på Regionshospitalet Viborg er der stor glæde over at kunne byde Kreaheltene velkommen:

”Der kan være mange bekymringer og en del utryghed forbundet med at være indlagt på sygehuset – også når man er barn. At arbejde kreativt kan hjælpe barnet med at bruge sine hænder til at skabe noget og give en god og positiv oplevelse. Gennem kreative aktiviteter får børnene en pause fra sygehuset og sygdommen, og de oplever at kunne noget selv,” fortæller Pernille Karlskov, oversygeplejerske på børne- og unge afsnittet på Regionshospitalet Viborg.

Afdelingen har allerede fornøjelsen af en Legehelt, der skaber bevægelse og leg to dage om ugen. Men nu får gangene selskab af endnu en slags energi, når kreativ summen breder sig en ekstra dag om ugen.

Også på børne- og ungdomspsykiatrisk dagafsnit – med det formelle navn Dagafsnit for Skolebørn og Unge – ser man frem til samarbejdet:

 ”Med Kreaheltene giver vi børnene og de unge en mulighed for at fordybe sig i noget kreativt under deres forløb på Dagafsnittet. Vi ser frem til samarbejdet og til de små, men vigtige øjeblikke, Kreaheltene kan skabe i hverdagen her hos os,” siger afsnittets oversygeplejerske, Pia Riis Kolding.

Trygt rum med tuscher og tid

Det er Kreahelten Line Leth Lundbak, der bliver den faste Kreahelt på de to afdelinger i Viborg. Med nysgerrighed, nærvær og en værktøjskasse fyldt med perler, papir og pensler er hun klar til at skabe ugentlige små pusterum for børn og unge, der har brug for en pause midt i hospitalslivet.

"Jeg bobler helt i maven af glæde over at starte som Kreahelt i Viborg. Mit hoved er fyldt med kreative og sjove projekter, og jeg håber, børnene har lyst til at lege med mig og dele en masse fantastiske idéer. Jeg tror, vi kan skabe magi sammen, for alting bliver bare lidt sjovere, når vi slipper fantasien løs," fortæller Kreahelten Line Leth Lundbak.

Line er uddannet social- og sundhedsassistent og glæder sig til at skabe endnu flere smil dér, hvor der er allermest brug for dem.

En indsats med stor betydning
Kreaheltene har skabt kreativitet, fantasi og fordybelse hos indlagte børn og unge siden 2020. I dag er de til stede på størstedelen af landets hospitaler, adskillige psykiatriske afdelinger for børn og unge samt børnehjem og på børnehospice. Og det er en indsats, der kan mærkes:

"Vi ved, hvor stor betydning det har for børn at få lov til at udtrykke sig kreativt – især under indlæggelse, hvor de ofte ligger stille og har begrænset mulighed for leg og bevægelse. Vi er derfor meget taknemmelige for, at vi på baggrund af flotte donationer fra Knud Højgaards Fond og Sundhedsdonationer kan bringe Kreaheltene til børn og unge i Viborg," siger Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden, der står bag initiativet med Kreaheltene.

Om Kreaheltene
Alle børn har ret til et liv med leg, kreativitet og fordybelse – også børn, der er indlagte eller udsatte. Kreaheltene møder børnene på hospitaler, børne- og ungepsykiatriske afdelinger, børnehjem og indkvarteringssteder for flygtninge. Kreaheltene skaber et frirum med plads til fantasi, kreativitet og fællesskab – og med plads til at være barn igen.

Læs mere om Kreaheltene


For mere information kontakt venligst:
Henriette Madsen
Generalsekretær hos Børneulykkesfonden
Tlf.: 30 37 77 22
@: hm@borneulykkesfonden.dk