Mayas historie

“Maya har fundet et tov, som hun havde taget med op i tårnet. Nu sad den ene ende fast i et håndtag, og den anden ende var omkring Mayas hals. Hun var helt stille og havde en mærkelig farve i ansigtet.”

Mayas mor Nina fortæller om den ulykke, der på et øjeblik vendte op og ned på livet, som familien kendte det.

En helt almindelig familie
Inden Maya kom til skade d. 12. februar 2015, var vi en helt almindelig familie med mor, far, storebror og lillesøster. Maya gik i børnehave, havde gode venner og krudt i røven. Hun var en temperamentsfuld ung dame, som havde en mening om det meste, og så var hun meget selvstændig. Motorisk var hun meget dygtig, hun cyklede bl.a. selv i børnehave på to hjul, inden hun blev 3 år!

Mor var pædagog i en integreret institution, var stuepædagog, stedfortræder og arbejdsmiljørepræsentant. Far arbejdede som plastiksvejser og lagermand, og storebror passede sin folkeskole. Vi boede i et gammelt landarbejderhus fra 1860, hvor Maya delte værelse med os på 1. salen, og storebror havde sit eget værelse på nederste etage. Vi havde en lukket gårdhave med en trappe op til en lang have, hvor vi bl.a. havde træhuler, trægynge, gyngestativ med rutsjebane, bord-bænke-sæt og plads til boldspil. En fantastisk have, hvor børn kunne lege uden voksne, der konstant kigger på.

Den vinterdag i 2015, hvor ulykken ramte
12. februar 2015 var en torsdag, og det var vinterferie. Vi havde taget fri torsdag og fredag, og denne dag var vi først en tur i Dyrehaven i Århus for at fodre rådyrene. Vi endte dog med at spise de fleste gulerødder selv. Hjemme igen lavede vi æbleskiver, hvorefter Maya ville ud og lege i haven. Mosters hundehvalp skulle komme, og hun elskede at være ude med begge hunde. Vores egen hedder Pepsi. Mens Maya legede, snakkede hun sammen med sin bedstefar, som vi dengang var nabo til, og som gik ude på deres plads (de har værksted med en stor plads foran). Jeg var på et tidspunkt oppe for at se, hvad hun lavede. Der var hun i gang med at hive en stor gren op i tårnet til rutsjebanen. Inde i huset var vi i gang med en hurtig oprydning inden aftensmaden. Vi havde aldrig musik eller fjernsyn kørende, når børnene var i haven, så vi kunne høre efter dem.

På et tidspunkt blev der for stille. John er på vej ovenpå med noget, og han kigger ud ad vinduet på 1. salen, hvor han ser Maya ligge midt på rutsjebanen. Han kalder på hende, men får intet svar. Han skynder sig ned, ud og op i haven, mens han kalder efter mig. Maya har fundet et tov, som hun havde taget med op i tårnet. Nu sad den ene ende fast i et håndtag, og den anden ende var omkring Mayas hals. Hun var helt stille og havde en mærkelig farve i ansigtet.

John fik Maya løs og løb mig i møde. Maya blev lagt på græsset og her begyndte jeg på hjertelungeredning, mens John løb efter en telefon at ringe fra. Herefter gik tiden både i stå og megahurtigt. Falck kom vist ret hurtigt og overtog førstehjælpen – med hjertestarter og alt muligt. Jeg holdt mig for ørene, fordi jeg ikke ville høre, hvad maskinen sagde.

Med ambulance til Skejby
Da de havde fået styr på Maya, kørte vi mod Skejby. John blev tilbage og talte med politiet. Der var kommet både ambulance, lægeambulance og to politibiler. Politiet gik også med ind til vores store søn, snakkede med ham, og fortalte hvad der skulle ske. Og så kørte de John på Skejby. Der skete rigtig mange ting på Skejby! Men den korte historie er, at Maya blev lagt i en køledragt for at passe på hendes hjerne. Hun endte med 4 døgn i den. Hun blev sat på et særligt stærk saltvandsdrop, fik gas i respiratoren for at optimere iltoptagelse, hun blev scannet op til flere gange, fik lungebetændelse, fik målet EEG og SEB adskillige gange, var i respirator i 5 ½ uge. Hun fik anlagt en mavesonde, fik indopereret en baclofenpumpe, fik botox i spytkirtlerne og i armene og meget andet.

Maya blev meget svært hjerneskadet.

Tiden efter ulykken
Tidligt i vores forløb på Skejby blev vi garanteret en plads på Hammel Neurocenter, men da Maya var klar, var pladsen pludselig optaget, og pga. påsken kunne man ikke lige ændre på det. Men efter noget diskussion stod de klar til at modtage os d. 30. april 2015. Der havde vi været på Skejby i 6 ½ uge! Da vi ankom til H.N., havde Maya det rigtigt skidt. Hun var vågnet efter den lange tid i koma, havde ondt pga. den lange tid i respirator, havde ondt pga. massive spasmer, var frustreret over alt, og hun skreg og græd stort set 23 timer i døgnet.

Vi var på H.N. i 5 mdr., og for Maya blev der desværre ikke udrettet mirakler, men hun blev stabiliseret og blev bedre tilpas i egen krop. Mens vi var på H.N. skete der en masse praktiske ting i vores liv. Vi måtte bl.a. erkende at vores elskede minihus ikke længere kunne bruges, da der ikke var plads til hjælpemidler, så det blev sat til salg.

Vi skulle finde ny bolig og startede en meget langstrakt boligsag med Århus Kommune. Der skulle findes børnehaveplads, søges hjælpemidler, søges handicapbil osv. Der var også en forsikring, der skulle ordnes, da Maya jo blev skadet pga. en ulykke.

Vi blev udskrevet fra H.N 31. august 2015, og d. 1. september startede Maya i børnehave på Fenrishus, hvor hun senere også fik weekendaflastning. Weekenden op til fraflyttede vi vores hus og flyttede ind i et midlertidigt lejet hus, hvor vores nye liv skulle begynde.