Gustavs historie

Segboards har efterhånden vundet indpas hos mange danske børn. Det er dog vigtigt at være opmærksom på sikkerheden, når man bruger segboards – ellers kan det ende galt. Det gjorde det desværre for 10-årige Gustav, som i julen 2016 fik et alvorligt brud på underarmen, da han faldt på et segboard.

Gustav og hans familie var lige kommet hjem fra juleferie i Jylland, da Gustav tager over for at besøge sin gode veninde. Veninden, som er alene hjemme, har et segboard, som de stille og roligt leger med. Gustav er ikke vant til at køre på segboard, og midt i legen falder Gustav desværre uheldigt og får et alvorligt brud på underarmen.

Gustav mærker med det samme, at hans ene arm føles helt forkert. Hans veninde får derfor tilkaldt forældrene og hendes farfar, som er læge. Farfaren kan med det samme se, at der er tale om et knoglebrud. Gustav bliver derfor omgående sendt til Gentofte Hospital, hvor han får taget røntgen og sat armen i gips. Derefter bliver han sendt videre til Herlev Hospital, hvor han igen bliver undersøgt og får sat armen i nyt gips.

Ulykkens konsekvenser

Desværre slutter det ikke her. Bruddet er nemlig så alvorligt, at Gustav dagen efter skal igennem en flere timers lang operation. Derefter skal han gå med gips på armen i hele 6 uger. Faktisk er begge knoglerne i Gustavs underarm knækket over, hvilket chokerer Gustavs mor Anne:

"Gustav er en bomstærk dreng, som drikker to liter mælk om dagen. Jeg blev derfor meget chokeret over, at begge knogler i hans underarm var knækket over. Jeg havde ikke regnet med, at et fald på segboard kunne resultere i et så alvorligt brud”, fortæller Anne.

Ulykken vil heldigvis ikke få konsekvenser i fremtiden. Gustav behøver ikke genoptræning, men det har alligevel vist sig at være en langvarig proces. I forbindelse med operationen fik Gustav nemlig sat to skinner ind i armen, og disse skinner skal opereres ud fire måneder efter operationen.

Ulykken er heldigvis heller ikke gået ud over Gustavs skole. Han har stort set ikke haft noget fravær, men desværre har han været nødsaget til at melde afbud fra sociale arrangementer med venner, samt træning og kampe. Gustav har dog håndteret hele situationen flot og husker selv oplevelsen på hospitalet som noget hyggeligt.

Gustavs mor: Husk sikkerhedsudstyr

Selvom ulykken som udgangspunkt ikke kunne have været forhindret, vil Gustavs mor alligevel tage sig nogle forholdsregler i fremtiden. Hun råder alle forældre til at være ekstra opmærksomme, inden de sender deres børn ud på de selvbalancerende køretøjer:

”Man tænker måske ikke over det, men børn kan jo komme mindst lige så slemt til skade på segboard, som de kan på for eksempel skateboard eller cykel. Derfor er det naturligvis også vigtigt at børnene bruger sikkerhedsudstyr, såsom hjelm, albue-, håndleds- og knæbeskytter på segboard, og det må vi som forældre jo hjælpe dem med at huske på”, siger Anne.