Oktober 2024

Efteråret er højsæson for svampe – også de giftige af slagsen. Derfor opfordrer Børneulykkesfonden til at holde ekstra godt øje med, hvad små børn rører ved, og ikke mindst putter i munden, når de går på opdagelse i naturen. Børnene er nemlig typisk repræsenteret ved svampeopkald til Giftlinjen, fordi børn netop smager på ting, som en normal del af deres udvikling. 

Det vrimler med svampe. De brune, de hvide og dem i forskellige farverige kombinationer.  

Især sidstnævnte appellerer til nysgerrige, små børnehænder, der oplever verden ved at røre og smage på den. Og selvom nogle svampe er ganske fredelige, kan det gå rigtig galt, hvis børnene får smagt på en giftig en af slagsen.   

”Svampe vokser typisk i børnehøjde, så de er nemme at komme til. Vi anbefaler, at man er opmærksom på sine børn og sørger for, at de ikke kommer i kontakt med giftige svampe. Som forælder kan man gå en tur i haven og fjerne svampe og holde ekstra godt øje med de små, når man er ude i naturen,” siger Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden. 

Igen i år er der mange svampe, og september og oktober byder på mange svampe i naturen. Tal fra Giftlinjen viser, at der i 2023 var 744 cases, der vedrørte svampe, heraf 27 om særligt giftige svampe. I år har der indtil uge 39 været 434 svampecases og kun få sager om meget giftige svampe. Giftlinjen kan dog allerede se en stigning i tallene og forventer, at tallene stiger en del her i løbet af oktober, der er en travl svampemåned. 

Hvis uheldet er ude 

Hvis uheldet er ude, og et barn har været i kontakt med – eller spist af – en potentiel giftsvamp, er det vigtigt at søge råd og vejledning hos Giftlinjen med det samme. Prøv også at identificere svampen fx med hjælp fra billederne af de mest giftige svampe på Giftlinjens hjemmeside.