UV-indeks og solskoldning
Solen giver energi, godt humør og D-vitamin, men den skal nydes med omtanke. For meget sol kan nemlig give solskoldninger og øger risikoen for hudkræft. Når huden er blevet rød, er skaden sket, og derfor er det vigtigt at beskytte sig mod solens skadelige UV-stråler. Børn er ekstra udsatte for solens stråling, og det er derfor særlig vigtigt at beskytte børn i solen.
Hold øje med UV-indekset
Det er UV-indekset, som viser, hvor skarpe og skadelige solens stråler er. Det kan derfor godt være, at det er nødvendigt at følge solrådene, selvom det fx ikke føles varmt eller er overskyet. Du kan tjekke dagens UV-indeks på www.dmi.dk eller downloade den gratis app ”UV-indeks”, udviklet af bl.a. Kræftens Bekæmpelse og Sundhedsstyrelsen, som viser UV-indeks i Danmark og udlandet.
Pas på den skarpe forårssol
Efter en lang og mørk vinter er huden særligt sårbar overfor solens skadelige stråler. Det er derfor vigtigt at huske solbeskyttelsen, når forårssolen begynder at skinne – også selvom luften stadig føles kold.
Førstehjælp ved solskoldning
Hvis dit barn først er blevet forbrændt, er der mulighed for at lindre smerten ved brug af after sun lotion, der tilfører huden fugt. Cremer med Aloe Vera har en dokumenteret effekt ved behandlinger af solskader som solskoldning og forbrænding.