Sikkerhed på stranden
Når sommeren er over os, kan det være dejligt med en dukkert i havet. Også mange børn elsker at kaste sig i bølgen blå, og her er det vigtigt at være særligt opmærksom på sikkerheden. Her kan du få gode råd til, hvordan I undgår ulykker på stranden.
Børn drukner stille
Drukneulykker er som regel en stille affære, fordi barnet ofte ikke råber om hjælp. I nogle tilfælde er de faktisk så stille, at den voksne kigger på barnet uden at vide, hvad der er ved at ske. Det er derfor meget vigtigt, at du altid holder øje med dit barn, når det bader. Husk også, at børn ofte larmer, når de leger i og med vand. Hvis de bliver stille, skal du derfor skynde dig at finde ud af hvorfor.
Sikkerhed på stranden
Det er vigtigt at have styr på sikkerheden, når dagen skal tilbringes på stranden. Du bør derfor forberede dit barn på strandturen og lære ham eller hende om de 8 officielle baderåd.
De 8 baderåd:
Lær at svømme og springe rigtigt
Bad aldrig alene
Bad kun, hvor det er tilladt
Gå kun ud til navlen
Spring kun på hovedet, hvor vandet er dybt nok
Svøm langs kysten
Bad aldrig med alkohol eller euforiserende stoffer i blodet
Gå op, når du begynder at fryse
Kilde: Rådet for større badesikkerhed