Sikkerhed på ski
At stå på ski eller snowboard er sundt og sjovt for både børn og voksne, men engang imellem ender skiferien med ulykker. Læs derfor her, hvilket sikkerhedsudstyr du skal huske, og hvilke færdselsregler på pisten du skal følge for at forebygge skiulykker for dig og dit barn.
Sneklædte tinder, blå himmel og fart over feltet – skiferie kan være en dejlig oplevelse for hele familien. Men høj fart og mange mennesker betyder desværre, at turen ned af pisten kan ende med ulykker – særligt for dem, som er uvante på ski eller ikke er klædt på i det rigtige sikkerhedsudstyr. Derfor er det vigtigt at tage de rette forholdsregler på pisten, så du og dit barn er så sikre som muligt på skituren.
Det vigtigste er, at du taler med dit barn om færdselsreglerne på ski. Med den rette adfærd kan man nemlig undgå mange ulykker. Husk også, at du er den bedste rollemodel for dit barn. Sørg derfor selv for at følge færdselsreglerne på ski og bruge sikkerhedsudstyr – så vil dit barn med stor sandsynlighed gøre det samme.
Det Internationale Skiforbund’s (FIS) har opstillet 10 regler for opførsel på pisten, som er gældende i alle skiområder. Det kan være en god ide at læse reglerne igennem, inden du og dit barn begiver sig ud på pisten. Klik her for at læse de 10 regler.
5 gode råd til en sikker skiferie:
Tal med dit barn om, at man på pisten skal vise hensyn og være opmærksom på andre, der kommer kørende.
Vælg sikkerhedsudstyr i korrekt størrelse, og sørg for at bindinger på skiene er indstillet korrekt, og at støvlerne er korrekt fastspændt på ben og fødder.
Invester i en skiskole til dit barn, da en skiskole forbedrer dit barns teknik og hjælper til at gøre dit barn mere sikker på ski. Jo bedre man er til at stå på ski, jo lavere er riskoen for at man selv eller andre kommer til skade på pisten.
Giv dit barn en skihjelm på.
Glem ikke, at du som forælder er den bedste rollemodel! Husk derfor også din egen sikkerhed og udstyr.