Sikker på kælk
Når de danske bakker dækkes af sne, hiver mange danskere kælken frem. Men inden turen går til den nærmeste kælkebakke, bør både børn og voksne skænke sikkerheden en tanke. Her kan du få gode råd til, hvordan du og din familie får en sikker kælketur.
Gode råd til en sikker kælketur:
Vælg en hvid kælkebakke – det betyder, at det er sne og ikke is, I kører på, og at fald bliver mindre hårde.
Vælg en bakke der ikke er for stejl – det kan gøre kælken ustyrlig.
Kig ligefrem, når du kælker, og sørg for, at arme og ben kan være ”indenfor” kælken.
Vær sikker på, at der for enden af bakken er et stort fladt stykke, hvor du kan bremse.
Klæd dig i varmt, vind- og vandtæt vintertøj fra top til tå, men undgå halstørklæde, da det kan vikle sig ind i kælken og i værste fald medføre kvælning.
Husk hjelm – enten cykel- eller skihjelm.