Giftige planter i haven
Mange planter er flotte og farvestrålende, og derfor kan det virke tillokkende for børn at putte dem i munden. Desværre er nogle af havens planter mere eller mindre giftige, og det kan være en god idé at undgå at plante, især de mest giftige, i haver, hvor små børn leger. Her kan du blive klogere på, hvilke planter der er giftige, og få gode råd til, hvordan du kan beskytte dit barn mod dem. Vær opmærksom på, at nedenstående eksempler på giftige planter kun er et udpluk og derfor på ingen måde er udtømmende. Du kan læse mere om specifikke planters giftighed her.
Guldregn
Guldregn er buske eller små træer med trefingrede blade. Blomsterne er gule og hænger i lange klaser. Både bælge, frø og blade er giftige og kan give ubehagelige forgiftninger.
Rododendron
Rododendron er høje prydbuske, som får store blomster i forskellige farver. Alle plantedelene er giftige.
Almindelig taks
Taks er en lille grøn busk, som får røde bær med frø indeni. Hele planten er giftig, bortset fra den røde frøkappe. Frøene indeni de røde bær er også giftige, og bærrene bliver derfor giftigere, jo længere du tygger på dem.
Galnebær
Galnebær er en busklignende haveplante, som får glinsende, sorte bær. Planten er giftig, og indtagelse af et par bær udgør forgiftningsrisiko for børn.
Pebertræ
Pebertræ er en prydbusk, som får røde bær. Hele planten er giftig. Frugterne smager umiddelbart sødt, men efter lidt tid bliver de stærkt brændende.