Børns leg med ild

Husk, at det altid er de voksnes ansvar at sørge for brandsikkerheden i hjemmet. Som forælder og voksen er du en vigtig rollemodel, og det er vigtigt at lære dit barn, hvordan man omgås ild med respekt. Det handler ikke om at opstille en række forbud, men om at I sammen kan forebygge alvorlige ulykker ved at tale om, hvordan man omgås ild og brandfarlige ting på en hensigtsmæssig måde.

Børn er nysgerrige af natur, og ild kan virke spændende og fristende – især når man får at vide, at det er forbudt at pille ved. Det kan betyde, at børn udforsker ilden, når de voksne ikke kigger eller gemmer sig steder, hvor de ikke så let bliver opdaget, hvis de finder en pakke tændstikker eller en lighter – og det kan få alvorlige konsekvenser. I stedet for at fokusere på, at barnet ikke må få lov til at røre ved tændstikker og lightere, bør man i stedet lægge ansvaret over på de voksne i forhold til at opbevare farlige ting på steder, som er utilgængelige for barnet.

Gode råd om børns leg med ild:

  • Tal med dit barn om, det er acceptabelt og normalt at være fascineret af ild, men at brug af ild kun må foregå sammen med voksne.

  • Nogle gange er det børnenes hemmelige leg med ild, der forårsager branden, og nogle børn lader derfor være med at fortælle om ilden af frygt for skældud. Sørg derfor for, at dit barn stoler på, at du vil hjælpe og ikke straffe, hvis der skulle opstå brand.