Ulykkes Analyse Gruppen ved OUH

December 2024

Hver fjerde fyrværkeriskade rammer stadig et barn

Sidste nytår kom 48 børn under 15 år til skade med fyrværkeri. Heraf tre børn med alvorlige skader. Det betyder, at børn udgjorde 25 procent af de samlede 192 tilskadekomne personer seneste nytårsdøgn. Aldersgruppen 15-17 år udgjorde seks af de alvorlige skader, mens 14 var 18-26 år og resten ældre. Antallet af fyrværkeriskader er nærmest identisk med året forinden fremgår det af tal fra Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitets Hospital. Følg de fem fyrværkeriråd, og husk dialogen med børn og unge, lyder rådene fra Børneulykkesfonden.

Fra den 31. december til og med den 1. januar er det lovligt at antænde fyrværkeri i Danmark. Det er en skærpelse af de tidligere regler, der tillod affyring af fyrværkeri fra den 27. december til 1. januar. Mange glæder sig til nytårsaften, hvor nattehimlen prydes af det flotte og farverige fyrværkeri de fleste steder rundt i landet, men det farlige krudt er også årsag til, at mange danskere ender på landets akutafdelinger. For nytårsdøgnet 2023/2024 blev der registreret 48 fyrværkeriskader i hele landet blandt børn under 15 år. Det ses af den årlige opgørelse fra Ulykkes Analyse Gruppen ved OUH, der siden 1995 har registreret fyrværkeriskader for hele landet i nytårsdøgnene.

Antallet af fyrværkeriskader er generelt set faldet over de seneste 25 år, men andelen af alvorlige skader er derimod ikke faldet. Tværtimod. Af de tilskadekomne havde en tredjedel af børnene under 10 år selv antændt, mens det var betydeligt flere blandt 11-14-årige, nemlig hele 90 procent.

Husk beskyttelsesbrillerne og undgå øjenskader

Kun en fjerdedel af de tilskadekomne havde beskyttelsesbriller på, da skaden skete, hvilket er meget lavt i forhold til anbefalingerne. Det er dog helt tydeligt, at beskyttelsesbrillerne har en stor effekt. De, der havde beskyttelsesbrillerne på, havde nemlig reduceret skader nær øjnene med hele 50 procent.

Overlæge Christian Færgemann fra Ulykkes Analyse Gruppen udtaler: ”Opgørelserne af fyrværkeriskader blandt børn understøtter vigtigheden af anvendelsen af beskyttelsesbriller, både når man selv skal antænde fyrværkeri, samt når man blot skal være tilskuer”. 

Det kan derfor ikke understreges nok, hvor vigtigt det er at huske beskyttelsesbrillerne og sikkerhedsafstanden, uanset om man er barn eller voksen, og om man er tilskuer eller selv tænder fyrværkeriet. For ældre børn og voksne handler det ikke kun om sikkerhed, men også om at agere gode rollemodeller for de mindre søskende og børn.

Husk dialogen med børnene

En tredjedel af børnene under ti år havde selv antændt fyrværkeriet, mens hele 90 procent af de 11-14-årige selv stod for at antænde fyrværkeriet, viser tallene fra Ulykkes Analyse Gruppen. Men børn forstår ikke altid faren ved fyrværkeri, eller konsekvenserne af deres handlinger, og derfor er det vigtigt at huske dialogen med børnene, så de lærer at omgås fyrværkeri på en sikker måde, lyder anbefalingen fra Børneulykkesfonden og Ulykkes Analyse Gruppen.

”Som forælder er det vigtigt at holde godt øje med sine børn nytårsaften og være der til at guide dem og sætte regler,” siger Henriette Madsen, generalsekretær hos Børneulykkesfonden. Hun fortsætter: ”Når børnene på et tidspunkt får interesse for fyrværkeri, er det vigtigt, at du som forælder er klar til at tale med dit barn om, hvordan man omgås fyrværkeri på en sikker måde”. 

Skadestatistik nytårsdøgnet 2023/2024:

192 fyrværkeriskader for alle aldersgrupper på landsplan ved seneste nytårsdøgn (2023/2024). Nærmest identisk med skadesstatistikken fra nytårsdøgnet forrige år.

Børneskader udgjorde 25 procent af alle fyrværkeriskader ved seneste nytårsdøgn.

I aldersgruppen 0-15 år svarer det til 48 fyrværkeriskader, hvoraf de 3 var alvorlige skader. I aldersgruppen 15-17 år var 23 involveret i fyrværkeriskader i de seneste nytårsdøgn (2023/2024), hvoraf de 6 var alvorlige skader.

En tredjedel af børnene under 10 år havde selv antændt, mens det blandt de 11-14-årige var hele 90 procent.

Skadestatistik nytårsdøgnet 1998/99 – 2023/24

I alt er der sket 1.955 fyrværkeriskader med børn under 15 år gennem de seneste 25 år.

I alt er der sket 654 fyrværkeriskader med børn under 15 år gennem de seneste 10 år.

For yderligere information, kontakt venligst:

Camilla Henriksen
Kommunikationskonsulent hos Børneulykkesfonden
Tlf.: 20 62 20 19
@: euv@borneulykkesfonden.dk

Om Børneulykkesfonden
Ulykker er den hyppigste dødsårsag blandt børn i alderen 1-18 år, og hver fjerde dødsfald i denne aldersgruppe skyldes en ulykke. Samtidig kommer 150.000 børn under 15 år hvert år på skadestuen som følge af en ulykke. Det svarer til et barn hver 3.-4. minut – hele døgnet.

Det gør Børneulykkesfonden noget ved. Vi arbejder for at forebygge børneulykker og skabe sikre rammer for danske børn, uden at gå på kompromis med børnenes leg, kreativitet og fysiske udfoldelse. Læs mere på www.børneulykkesfonden.dk

Kilde: Ulykkes Analyse Gruppen, Ortopædkirurgisk afdeling, Odense Universitetshospital.