Frederikkes historie

"Vi hørte et skrig af en anden verden"

Det var endda forældrenes bryllupsdag, da nu 11-årige Frederikke for tre år siden fik hånden ned i en kødhakker. Familien fortæller om den skæbnesvangre dag og om tiden efter ulykken med seje kampe i et ufleksibelt kommunalt system.

Frederikkes mor og far ejer deres egen slagterbutik. De husker tydeligt, hvordan de den lørdag sidst i marts for lidt mere end tre år siden var i gang med den sidste rengøring af butikken. Det var forældrenes bryllupsdag, som familien skulle fejre sammen. Frederikke var blevet passet af en ældre veninde, men var kort før blevet afleveret i butikken som planlagt.

”Vores datter havde fået at vide, at hun ikke måtte pille ved maskinerne. Hun fik som regel lov til at lege med kasse og dankort-apparat, men ikke lige netop den

 dag, da vi gerne ville være færdige med rengøringen”, fortæller Frederikkes mor Lone.

”Pludselig hører vi et skrig af en anden verden og ser Frederikke med hånden i kødhakkeren. Og den sad fast”, fortsætter Frederikkes far Anders.

Derefter gik det stærkt. Der blev ringet 112, og inden for fem minutter kom både ambulance, brandvæsen og politi. Det blev hurtigt klart, at det ikke var muligt at skille maskinen ad, og derfor kom både Frederikke og kødhakkeren med på båren og af sted mod Køge Sygehus. Her besluttede man, at opgaven var for kompleks, og derfor blev Frederikke fløjet med helikopter til Odense Sygehus, hvor der var kompetencer til at udføre operationen.

Desværre var skaden stor, og Frederikkes underarm måtte amputeres.

”Da Frederikke blev vækket fra operationen, begyndte vi for alvor at forstå, at vores hverdag ville blive forandret for altid”, fortæller forældrene.

Efter ulykken: svært at få den rette hjælp

Familien husker med taknemmelighed den hjælp og støtte de fik fra politiet, lægerne og særligt sygeplejerskerne igennem forløbet.

Men tilbage står også mindet om en hård kamp med kommunen, som familien bor i.

”Ergoterapeuter er nogle, der kommer og går, og møder bliver udsat eller aflyst. Vi fik desuden information om, at vi kunne få besøg af en psykolog en gang hver 14 dag, hvis der var noget. Der ville vi hellere have haft et nummer, vi kunne ringe til 24-7, for det er en enormt stor belastning at gå rundt med den kæmpe skyldfølelse, vi har følt. Når vi ligger om aftenen i sengen, ser vi ulykken for os hver gang, vi lukker øjnene”.

Det har også været svært at få tilskud til de rette hjælpemidler, som er nødvendige for, at Frederikke kan fungere.

”Når vi skal søge om nye armproteser, har vi fået at vide, at det ikke kan lade sig gøre, da jo ikke er en vedvarende skade. Vi er blevet nødt til at spørge dem om, hvornår de så regner med, at armen vokser ud igen”, fortæller Anders.

Men familien føler, at ulykken har bundet dem tættere sammen som familie.

”Vi er heldigvis en stærk familie, som var der for hinanden”, afslutter Anders.