Fidget spinner
De små fidget spinners er på relativt kort tid blevet meget populære. De er populære blandt børn, fordi de er sjove, lige til at have med i lommen, og fordi man kan lave mange forskellige tricks med dem. Men man skal også være opmærksom på de små spinners.
Fidget spinner: Leg med omtanke
Fidget spinneren skulle oprindeligt fungere som et redskab til børn og voksne med ADHD og autisme, da spinneren kan være med til at skærpe fokus. Dog bliver fidget spinners nu betragtet som legetøj, da mange børn har vist interesse for dem.
Fidget Spinners er lavet af plastik og metal og indeholder et kugleleje, mens nogle varianter også kan indeholde LED-lys og batterier. I og med at spinneren indeholder mindre løse dele, frarådes det, at børn under 3 år leger med den. De løse dele udgør nemlig en kvælningsfare for mindre børn.
Vær særligt opmærksom på, at små børn ikke kan få fat på knapcellebatteriet og sluge det. Der er krav om, at der skal bruges værktøj eller to uafhængige bevægelser for at pille et knapcellebatteri ud af legetøj. Vær også opmærksom på, om dit barns fidget spinner er CE-mærket.
3 ting ved fidget spinneren, som du skal være opmærksom på:
Tjek om dit barns fidget spinner er CE-mærket.
Vær opmærksom på, at en fidget spinner indeholder løse dele, såsom kugleleje, batterier og LED-lys. De løse dele udgør en kvælningsfare.
Husk, at det frarådes, at børn under 3 år leger med fidget spinners.
Kilde: Sikkerhedsstyrelsen