Vand i haven
Drukneulykker blandt små børn sker oftest i haven, da vand i haven altid udgør en risiko for drukneulykker. Hvis du fx har badebassin, soppebassin, karpedam, kunstig sø eller lignende, bør du være ekstra opmærksom, når børn færdes i haven. Der skal nemlig ikke mere end få centimeter vand til, før børn kan drukne.
Gode råd: Undgå ulykker med vand i haven
Sørg for at afskærme vandet med et solidt hegn hele vejen rundt, indtil dit barn når en alder, hvor det er fortroligt med vand og har respekt for det.
Hvis I har en swimmingpool, der står oven på jorden, bør I fjerne stigen, så børn ikke kan hoppe i vandet uden hjælp fra en voksen.
Du bør aldrig nøjes med at sikre bassinet med en overdækning. Den kan nemlig ikke bære barnets vægt, og overdækningen kan i værste fald miste sit greb om bassinkanten og folde sig om barnet.
Fjern al legetøjet fra poolen/bassinet, når I ikke bruger det. Legetøj, der flyder rundt i bassinet, kan være fristende for små størrelser at få fingrene i.