Børn i køkkenet
Det er hyggeligt, når børnene hjælper til med madlavningen. Desværre lurer der mange farer i køkkenet i form af skarpe knive, elektriske apparater, varme steder osv. Det er derfor vigtigt, at du lærer dit barn sikre vaner under madlavningen.
Inddrag dit barn i madlavningen
Det kan være en god idé at inkludere dit barn i madlavningen. På den måde lærer du også dit barn, hvordan man begår sig i køkkenet på en sikker måde. Når dit barn skal hjælpe til med madlavningen, er det dog en god idé at overveje, hvordan du kan forhindre eventuelle ulykker.
Hold opsyn
Vær altid hos dit barn, når I laver mad. Selvom dit barn kun er alene et kort øjeblik, kan det brænde sig på komfuret eller skære sig på en kniv.
Brug børnevenlige køkkenredskaber
Det kan være en god idé at starte med at bruge børnevenlige køkkenredskaber og børneknive, så dit barn lærer at skrælle og skære på en sikker måde. Når barnet har styr på dette, kan I forsøge med rigtige redskaber og knive.
Sæt grænser
Lav regler, og lær barnet, at der er forskel på, hvad man må, når forældrene er der, og hvad man må, når man er alene hjemme.
Lad barnet lære af dig
Vis dit barn, hvordan man håndterer køkkenredskaberne korrekt. Den bedste måde at lære dit barn, hvordan man begår sig i køkkenet på en sikker måde, er ved at være et godt forbillede og lade barnet lære af dig og de små praktiske ting, du gør, når du arbejder i køkkenet.