Spar Nord Fonden
Michael Slavensky Dahl er nyt bestyrelsesmedlem i Børneulykkesfonden
Professor i strategi og organisation ved Aalborg University Business School, Michael Slavensky Dahl, er nyt medlem af Børneulykkesfondens bestyrelse. Med sin brede erfaring fra både forskning og bestyrelsesarbejde skal han være med til at styrke fondens arbejde for børnesikkerhed og trivsel.
Michael S. Dahl har i mere end to årtier beskæftiget sig med ledelse, organisation og iværksætteri, og han er en af landets mest anerkendte forskere inden for sit felt. Han har blandt andet markeret sig med forskning i karriereveje, ligestilling og mental sundhed.
Samtidig har han solid erfaring fra en række bestyrelsesposter. Han er i dag bestyrelsesformand for Spar Nord Fonden, bestyrelsesformand i Musikkens Hus og næstformand i Aalborg Symfoniorkester. I 2023 blev han udnævnt til Ridder af Dannebrog for sin indsats.
Hos Børneulykkesfonden er begejstringen stor over det nye bestyrelsesmedlem:
”Vi er utrolig glade for at byde Michael velkommen i bestyrelsen. Der er ingen tvivl om, at han kommer med stor erfaring og indsigt, og vi glæder os over, at han vil være en del af vores arbejde,” siger Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden
Med Michael Slavensky Dahl i bestyrelsen styrker Børneulykkesfonden sit strategiske fundament og tilføjer endnu en stærk stemme til arbejdet for børnesikkerhed og trivsel i Danmark.
Børneulykkesfonden arbejder for at øge børnesikkerheden i Danmark og nedbringe antallet af ulykker. Ud over arbejdet med forebyggelse har fonden siden 2016 stået bag initiativer som Legeheltene og Kreaheltene, der hvert år skaber glæde og aktivitet for tusindvis af børn på hospitaler, i psykiatrien og på institutioner.
Udover Michael S. Dahl består Børneulykkesfondens bestyrelse af syv medlemmer, der med forskellige erhvervsmæssige baggrunde og kompetencer bidrager til Børneulykkesfondens arbejde. Ingen af Børneulykkesfondens bestyrelsesmedlemmer modtager honorar for deres arbejde med fonden. Der afholdes bestyrelsesmøder to gange årligt.
Liste over øvrige medlemmer:
Camilla Amstrup, forperson i Børneulykkesfonden og COO i Alm. Brand Group
Niels Dieter Röck, ledende overlæge på Odense Universitetshospital
Lars Stoltze, Advokat og partner ved Mazanti-Andersen
Henriette Madsen, generalsekretær for Børneulykkesfonden
Jesper Uggerhøj, adm. direktør i Løgimose Meyers
Thomas Frandsen, lægelig seniorprojektchef, BørneRiget
Michael Dall, direktør på Odense Universitetshospital