Cookie Icon Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Børneulykkesfonden guider til en sikker fastelavn

Udgivet:

Søndag d. 23. februar er det fastelavn, og med den følger også udklædning, tøndeslagning og rasleture. Det er en højtid, som mange børn ser frem til, men der er dog et par ting, man som forælder bør være opmærksom på, så man undgår ulykker. Derfor giver Børneulykkesfonden gode råd til en sikker fastelavn i børnehøjde.

Flotte kostumer, rasleture og en tønde fuld af slik er en fast del af fastelavn for mange børn. Men alle tre elementer kan også udgøre en potentiel fare, hvis man som forælder ikke er opmærksom på de konsekvenser, de kan medføre. Her får du gode råd til sikkerheden omkring fastelavnstønde, udklædning og rasletur.

Pas på legetøj i fastelavnstønden

Tøndeslagning er for mange børn en fast tradition, som de ser frem til. Men det en god ide at tænke sig om en ekstra gang, før man fylder tønden med slik og sjove sager. En af de ting, man især bør være påpasselig med, er at putte legetøj i tønden. For små børn kan det nemlig være svært at skelne mellem slik og legetøj, og de kan derfor nemt komme til at putte små stykker legetøj i munden.

”Det kan være fristende at putte flot og farvestrålende legetøj ned i fastelavnstønden. Men det bør man som udgangspunkt undgå – især hvis der er mindre børn, der skal være med til at slå katten af tønden. Især småt legetøj kan udgøre en kvælningsfare”, fortæller Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

Især legetøj med runde og ovale former kan nemt sætte sig fast bagest i munden og udgøre en kvælningsfare for små børn. Der er nemlig risiko for, at legetøjet kan blokere for luftveje, mens helt små stykker bliver slugt eller sætter sig fast andre steder. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt legetøjet er for småt, kan man bruge Sikkerhedsstyrelsens legetøjstester til at tjekke efter. Legetøjstesteren finder man på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside.

Udklædning på den sikre måde

Fastelavskostumer kommer i mange flotte udgaver, men hvad enten dit barn er klædt ud som Elsa fra Frost, Donatello fra Ninjaturtle eller bare en uhyggelig heks, så er der nogle ting, du som forælder bør være opmærksom på, når du køber fastelavskostume til dit barn. Vær for eksempel opmærksom på om parykker og kostumer er lavet i syntetisk stof, for det er nemlig let antændeligt materiale og derfor også meget brandfarligt. Mange kostumer har også snore omkring halsen, som kan udgøre en kvælningsfare, hvis lukningen ikke er lavet af velcro og let kan hives op.

Fastelavnskostumer er der nok af i butikkerne, men det er ikke alle kostumer, som er lige hensigtsmæssige at give sit barn på – ja nogle kan faktisk være direkte farlige. Men hvis man som forælder har styr på nogle grundregler, kan man sagtens finde et kostume, som både er sikkert og flot”, fortæller Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

En sikker rasletur

”Boller op, boller ned, boller i min mave. Hvis jeg ingen boller får, så laver jeg ballade!”. Sådan synger børnene, når de går fra dør til dør på jagt efter slik. Årstiden for fastelavn er vinter eller tidlig forår, og derfor er det også vigtigt, at børnene bærer reflekser, da de ellers kan være svære at se i vintermørket. Risikoen for ulykker nedsættes nemlig betragteligt, hvis man som fodgænger ifører sig reflekser.

Som forælder er det naturligvis også en god ide at gå med børnene, når de skal ud og rasle - især hvis rasleturen foregår efter mørkets frembrud. Det kommer selvfølgelig an på barnets alder, men små børn bør altid følges med en voksen.

  1. Mange kostumer og parykker kan være brandfarlige, og syntetisk stof smelter til varm plastic, når det bliver udsat for ild. Husk derfor altid at fortælle dit barn, at det skal holde sig langt væk fra de levende lys.
  2. Hvis dit barns kostume kommer med tilbehør såsom et sværd eller en tryllestav, så sørg for, at de ikke er spidse eller gå efter kostumer med tilbehør i skum. På den måde undgår du, at dit barn forvolder skade på sig selv eller andre.
  3. Vær opmærksom på snore eller lukninger omkring halsen. Hatte, knapper og masker kan udgøre en kvælningsfare, da de kan sidde fast i grene og andet. Gå derfor efter kostumer med velcro, trykknapper eller tynd elastik, der let går op, hvis barnet sidder fast i noget.
  4. Hvis dit barn skal ud at rasle, bør du give dit barn reflekser på. Fastelavn falder om vinteren eller i det tidlige forår, og mørket kan hurtigt komme snigende, hvorfor det er vigtigt at lyse op i mørket. Hvis dit barn skal have overtøj over kostumet, skal der naturligvis også reflekser på overtøjet.
     

Få flere gode råd på www.SikkerHverdag.dk

Signe Lykke Schouw
PR- og kommunikationsansvarlig for Børneulykkesfonden
Telefon: 30 37 81 34
Email: sls@borneulykkesfonden.dk

Pressekontakt

Pressehenvendelser rettes til Signe Lykke Schouw

E-mail: sls@borneulykkesfonden.dk
Telefon: 30 37 81 34

Om Børneulykkesfonden

Ulykker er den hyppigste dødsårsag blandt børn i alderen 1-18 år, og hver fjerde dødsfald i denne aldersgruppe skyldes en ulykke. Samtidig kommer 150.000 børn under 15 år hvert år på skadestuen som følge af en ulykke. Det svarer til et barn hver 3.-4. minut - hele døgnet.

Det gør Børneulykkesfonden noget ved. Vi arbejder for at forebygge børneulykker og skabe sikre rammer for danske børn uden at gå på kompromis med børnenes leg, kreativitet og fysiske udfoldelse. 

European Child Safety Alliance

På europæisk plan repræsenterer Børneulykkesfonden Danmark i det europæiske råd for børnesikkerhed, European Child Safety Alliance, hvor 30 lande arbejder tæt sammen for at sikre børn den mulige sikkerhed på tværs af landegrænser.

Læs mere her

Støt os Følg os