Cookie Icon Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Inspiration til motorik i hverdagen på vej til vuggestuer og dagplejere

Udgivet:

Børneulykkesfonden står bag Tumlekaravanen, som er et nyskabende pædagogisk bevægelseskoncept, der styrker 0-3-åriges motorik. Et tidligt, effektivt greb om bevægelse og motorik sikrer nemlig større sundhed og sikkerhed blandt skolebørn.

Fra 2020 og tre år frem vil dagplejere og institutioner over hele landet møde Tumlekaravanen, som vil inspirere pædagoger og dagplejere til en hverdag med meget mere fysisk aktivitet. Indsatsen kommer i fire årlige bevægelsesuger, to i foråret og to i efteråret, samt en landsdækkende bevægelsesdag, som samler vuggestuer og dagplejere.

Det er Børneulykkesfonden, der skal folde konceptet Tumlekaravanen ud, og tilbyde dagplejere og pædagoger i vuggestuer redskaber, der gør det nemt at arbejde med børns motoriske kompetencer gennem leg og bevægelse. Materialet, som er en del af indsatsen, skal gøre fokus på motorik og målrettede aktiviteter til en del af hverdagen.

”Et børneliv er fyldt med leg og bevægelse. Det styrker motorikken, giver selvtillid og har en gavnlig indflydelse på både koncentration, læring og sociale kompetencer. Jo tidligere de små begynder at øve sig, jo flere skolebørn vil starte med en god motorik”, siger direktør Henrik Lehmann Andersen fra Nordea-fonden, der støtter gode liv.

Børneulykkesfonden har igennem de seneste 10 år opnået stor erfaring og viden inden for udvikling og eksekvering af kampagner til dagplejere og vuggestuer. Motorik og bevægelse er ét af fondens kerneområder, og når de mange dagplejere og vuggestuer deltager i Tumlekaravanen vil de få inspiration til bevægelseslege, som de kan bruge i dagligdagen.

”Vi vil gerne gøre mere for at skabe en tidlig grobund for bevægelsesvaner blandt de helt små børn. Med Tumlekaravanen vil vi blandt andet arrangere bevægelsesuger, hvor dagplejere og vuggestuer vil blive inviteret til at deltage i en gratis bevægelsesdag, når Tumlekaravanen besøger deres kommune”, fortæller Henriette Madsen, der er generalsekretær i Børneulykkesfonden.

Efter deltagelse i Tumlekravanen vil dagplejerne og pædagogerne få tilsendt et online hæfte med ny inspiration til bevægelseslege hvert kvartal det næste år frem. På den måde vil Børneulykkesfonden sikre et kontinuerligt fokus på bevægelse.

Børneulykkesfonden modtager 4.158.000 kr. i støtte fra Nordea-fonden. Med de midler skal Tumlekaravanen køre henover en periode på 3 år. I den periode vil Tumlekaravanen besøge minimum 100.000 børn i 40 kommuner rundtom i landet.

Signe Lykke Schouw
PR- og kommunikationsansvarlig for Børneulykkesfonden
Telefon: 30 37 81 34
Email: sls@borneulykkesfonden.dk

Pressekontakt

Pressehenvendelser rettes til Signe Lykke Schouw

E-mail: sls@borneulykkesfonden.dk
Telefon: 30 37 81 34

Om Børneulykkesfonden

Ulykker er den hyppigste dødsårsag blandt børn i alderen 1-18 år, og hver fjerde dødsfald i denne aldersgruppe skyldes en ulykke. Samtidig kommer 150.000 børn under 15 år hvert år på skadestuen som følge af en ulykke. Det svarer til et barn hver 3.-4. minut - hele døgnet.

Det gør Børneulykkesfonden noget ved. Vi arbejder for at forebygge børneulykker og skabe sikre rammer for danske børn uden at gå på kompromis med børnenes leg, kreativitet og fysiske udfoldelse. 

European Child Safety Alliance

På europæisk plan repræsenterer Børneulykkesfonden Danmark i det europæiske råd for børnesikkerhed, European Child Safety Alliance, hvor 30 lande arbejder tæt sammen for at sikre børn den mulige sikkerhed på tværs af landegrænser.

Læs mere her

Støt os Følg os