Cookie Icon Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Kager, lys og pynt - Børneulykkesfonden guider til en sikker jul i børnehøjde

Udgivet:

Juletiden er over os, og med den følger en masse hyggelige juletraditioner. Mange danskere laver julekager og konfekt, juledekorationer og julepynt i lange baner sammen med deres børn. Men selvom det er hyggeligt med juleklip og levende lys i juledekorationen, så kan det ende galt, hvis man ikke husker sikkerheden. Derfor har Børneulykkesfonden lavet en guide med gode råd til en sikker jul i børnehøjde.

Juleklip og julepynt

Hjemmelavede guirlander, julehjerter, stjerner og julenisser pynter de danske hjem så fint i juletiden. Men når man skal klippe-klistre med børn, er det vigtigt at have udstyret i orden, så man undgår ulykker. Ved at anskaffe en børnekniv eller børnesaks, der er udformet særligt til børn, kan man forebygge ulykker, når der skal skæres og klippes. Hvis der skal limes med limpistol, findes der også limpistoler, som er beregnet til børn, hvor limen ikke bliver så varm, at man kan brænde sig på den. Hvis I kun har en almindelig limpistol til rådighed, så sørg for, at denne kun overlades til de voksne.

Når det flotte og dekorative julepynt skal hænges op, er det også vigtigt at være opmærksom på, hvor det hænger:

”Julepynt kan virke meget tiltrækkende for små børn med alle de flotte farver, glitter og perler. Jeg vil derfor anbefale, at man har dette for øje, når man hænger julepynten op. Hvis man har små børn, bør man for eksempel undgå at hænge levende lys, glaskugler og småting nederst på juletræet, hvor barnet kan få fat i det. Så undgår man at perler ryger op i næsen, at glaskugler smadres, at de brænder sig osv.”, fortæller Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

Julebag for de mindste

Julebagning er sjovt, og børnene elsker at være med til at røre, måle, stikke ud og pynte. Men inden I giver jer i kast med brunkager, vaniljekranse og pebernødder, er det en god idé at overveje, hvordan I kan undgå ulykker i forbindelse med bagerierne.  Der lurer nemlig mange farer i køkkenet i form af skarpe knive, varme steder mm.

”Det er en rigtig god ide at inkludere børnene i julebagningen, for så lærer de også, hvordan man begår sig i køkkenet på en sikker måde. Det kan være en god ide at tage børnene med fra start til slut, så de lærer, at knivene vi bruger, er skarpe, at ovnen er varm både indeni og udenpå og derfor kun må betjenes af de voksne, og når julekagerne tages ud, må man ikke bare tage dem med det samme, da man kan brænde fingrene på både kager og bageplade”, fortæller Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

En brandsikker jul er en brandgod jul
For mange er juletiden fyldt med indendørshygge og levende lys i de hjemmelavede juledekorationer og kalenderlys. Men børn er nysgerrige af natur, og særligt ild kan virke spændende og fristende – især når man får at vide, at det er forbudt af pille ved. Når man tænder levende lys i de flotte dekorationer, bør man derfor også have brand- og børnesikkerheden for øje. For eksempel bør man altid placere levende lys uden for små børns rækkevidde og tjekke, om der er stole, skamler eller andet, barnet kan kravle op på for at nå lyset.

Det kan også være en rigtig god ide at lave nogle klare aftaler i familien, om hvem der tænder og slukker julelysene. Man kan for eksempel aftale, at den der tænder lyset, også er den, der slukker det. Skulle uheldet være ude, kan en røgalarm betyde forskellen på liv eller død, da den kan give en familie livsvigtige sekunder til at komme ud i tide i tilfælde af brand. Derfor bør man også huske at tjekke sine røgalarmer efter, inden man tænder levende lys i juledekorationer og kalenderlys

Det er en god ide, både at vise og fortælle børnene om, hvordan en røgalarm fungerer, og hvad de skal gøre, hvis den begynder at hyle. Tal med dem om, hvorfor ild er farligt, og hvordan de skal reagere, hvis der går ild i noget. Det handler ikke om at skræmme dem, men om at lære dem at omgås ild med respekt ”, fortæller Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

 

  1. Gå aldrig fra tændte stearinlys og lad ikke lyset gå ud af sig selv. Der er risiko for, at der bliver sat ild til de omkringliggende genstande, og det kan være en god ide at lave en klar aftale i familien om, at den, der tænder lysene, også er den, der slukker dem.
  2. Tænker du over, hvor du stiller dine stearinlys? Placér lysene i med god afstand til brændbar pynt og bånd, så de kan brænde frit ned.
  3. Giv din juledekoration en behandling med brandimprægneringsvæske. På den måde reducerer du risikoen for, at der går ild i dekorationen.
  4. Hav gerne vand i nærheden til hvis uheldet skulle være ude. En vandkande med spreder eller en blomsterforstøver er effektiv.
  5. Tjek batterierne i husets røgalarmer og anskaf en ny, hvis der er nogle steder, hvor I mangler.
  6. Placér stearinlys og juledekorationer uden for barnets rækkevidde og tjek, om der er stole, skamler eller andet, barnet kan kravle op på for at nå lyset.
     

Få flere gode råd på www.SikkerHverdag.dk

  1. Vær altid i nærheden af dit barn, når i bager. Pilfingrene kan hurtigt komme galt afsted på komfuret eller kniven.
  2. Som med juleklip, er det en god ide at anskaffe sig redskaber, der er beregnet til børn. På den måde, kan dit barn skrælle, skære og hakke på en sikker måde
  3. Hvis dit barn skal stå på en skammel for at nå bordet, så vær opmærksom på, at skamlen står stabilt, så I undgår faldulykker.
  4. Når julebaget skal i ovnen for at bage, er det vigtigt at være opmærksom på, at ovnruden kan blive meget varm. Brug evt. et beskyttelsesgitter eller vær ekstra opmærksom på, hvor dit barn befinder sig.
  5. Nu er julebaget færdigt, og godterne skal ud af ovnen, skal I passe på de varme bageplader. Placer dem et sted, hvor barnet ikke kan nå, og forklar hvorfor det er vigtigt at bruge grydelapper.
     

flere gode råd på www.SikkerHverdag.dk

Signe Lykke Schouw
PR- og kommunikationsansvarlig for Børneulykkesfonden
Telefon: 30 37 81 34
Email: sls@borneulykkesfonden.dk

Pressekontakt

Pressehenvendelser rettes til Signe Lykke Schouw

E-mail: sls@borneulykkesfonden.dk
Telefon: 30 37 81 34

Om Børneulykkesfonden

Ulykker er den hyppigste dødsårsag blandt børn i alderen 1-18 år, og hver fjerde dødsfald i denne aldersgruppe skyldes en ulykke. Samtidig kommer 150.000 børn under 15 år hvert år på skadestuen som følge af en ulykke. Det svarer til et barn hver 3.-4. minut - hele døgnet.

Det gør Børneulykkesfonden noget ved. Vi arbejder for at forebygge børneulykker og skabe sikre rammer for danske børn uden at gå på kompromis med børnenes leg, kreativitet og fysiske udfoldelse. 

European Child Safety Alliance

På europæisk plan repræsenterer Børneulykkesfonden Danmark i det europæiske råd for børnesikkerhed, European Child Safety Alliance, hvor 30 lande arbejder tæt sammen for at sikre børn den mulige sikkerhed på tværs af landegrænser.

Læs mere her

Støt os Følg os