Cookie Icon Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

I denne uge: 2700 børn tumler sig til bedre motorik

Udgivet:

I uge 34 og 35 skal næsten 2700 børn fra 230 dagplejere og vuggestuer udforske deres krop og sanser. De er nemlig med i kampagnen ”Hej skal vi tumle?”, som har til formål at skabe fokus på helt små børns motorik.

Farver, flader og former. Alle børnenes sanser stimuleres, når den populære bevægelseskampagne ”Hej skal vi tumle?” for fjerde år i træk afholdes i dagplejer og vuggestuer rundt om i Danmark. I år tumler næsten 2700 børn fra 230 dagplejere og vuggestuer med. Bag tumleugen står Børneulykkesfonden, FOA, DGI og bObles med det fælles formål, at få de danske børn til at bevæge sig mere.

”At bevæge sig, lege og tumle er det allervigtigste børn kan og bør gøre hver dag. Derfor er vi rigtig glade for, at så mange dagplejere og vuggestuer er med i ’Hej skal vi tumle?’, så børnene motiveres til at være aktive og oplever, at det er sjovt at bevæge sig. Vi er ikke i tvivl om, at det danner grundlag for gode vaner, når børn får gode oplevelser med bevægelse både i deres dagpleje eller vuggestue, derhjemme og i fritiden,” siger Charlotte Bach Thomassen, der er formand for DGI.

Bevægelse styrker børns trivsel

Det er vigtigt, at børn bevæger sig. Det er de færreste i tvivl om. Og faktisk har bevægelse og fysisk aktivitet ikke kun fordele for børnenes fysik. Bevægelse styrker nemlig også deres almene trivsel.

”Fantasi, leg, nærvær og nysgerrighed giver barnet den bedste grobund for en bevægeglad udvikling. Motorikken skal gerne være med os som en ven og blive en integreret del af barnets bevidsthed om sig selv og egen formåen. For med den grundlæggende base, gives barnet de bedste betingelser for at udvikle følelsesmæssige, sociale og kognitive færdigheder. Færdigheder som har betydning for deres videre trivsel”, siger børnefysioterapeut Louise Hærvig fra virksomheden bObles, der skaber motorisk udviklende tumlemøbler til børn.

I forbindelse med kampagnen har parterne, der står bag ”Hej skal vi tumle?” udviklet en bevægelsespakke med forskellige tumleprodukter og inspiration til aktiviteter, som stimulerer børnenes motorik og sanser.

Børn skal motiveres til at bevæge sig

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn i alderen 0-4 år får mulighed for at bevæge sig så meget som muligt i dagligdagen, fordi bevægelse styrker deres motoriske udvikling. Og der er behov for mere bevægelse i børnenes hverdag i dagplejen eller vuggestuen. Det viser en undersøgelse blandt 70 dagplejere og pædagoger, som sidste år deltog i ”Hej skal vi tumle?”. Her svarer hver tredje, at de mener, der er behov for at sætte mere fokus på bevægelse på deres arbejdsplads.  

”De fleste børn bruger rigtig mange timer hver dag i daginstitutionen. Derfor er det utrolig vigtigt, at bevægelse og fysisk aktivitet er en integreret del af hverdagen i danske dagplejer/vuggestuer. Børnenes lyst og motivation til at bevæge sig er naturligvis påvirket af de muligheder, som daginstitutionen stiller til rådighed, og her kan ”Hej skal vi tumle?” være et redskab til at opmuntre og inspirere til leg og bevægelse”, siger Henriette Madsen som er generalsekretær i Børneulykkesfonden.

 

  • ”Hej skal vi tumle?” arrangeres af Børneulykkesfonden, FOA, DGI og bObles og blev lanceret i 2016.
  • Siden 2016 har mere end 42.000 børn været med i ”Hej skal vi tumle?”.
  • ”Hej skal vi tumle?” er en fælles samlingsuge for dagplejere og vuggestuer landet over med fokus på leg, fysisk aktivitet og sansemotorik. Tumleugen afholdes i uge 34 og 35.  
  • ”Hej skal vi tumle?” udspringer af kampagnen ”Hej skal vi lege?”, der henvender sig til børnehavebørn, og som affødte en efterspørgsel blandt dagplejere og vuggestuer på en lignende kampagne til de yngre børn.
  • For kun 240 kr. kan vuggestuer og dagplejere bestille en pakke med 1 sæt bObles Sansekanter, bestående af en firkant, to halvcirkler, en sekskant og to trekanter, plakater, diplomer mm. Lege- og informationshæftet er udarbejdet af Cand. Scient. Idræt Camilla Vinther Olsen.
  • Alt materiale kan downloades gratis på www.hejskalvitumle.dk

Signe Lykke Schouw
PR- og kommunikationsmedarbejder Børneulykkesfonden
Telefon: 30 37 81 34
Email: sls@borneulykkesfonden.dk

Pressekontakt

Pressehenvendelser rettes til Signe Lykke Schouw

E-mail: sls@borneulykkesfonden.dk
Telefon: 30 37 81 34

Om Børneulykkesfonden

Ulykker er den hyppigste dødsårsag blandt børn i alderen 1-18 år, og hver fjerde dødsfald i denne aldersgruppe skyldes en ulykke. Samtidig kommer 150.000 børn under 15 år hvert år på skadestuen som følge af en ulykke. Det svarer til et barn hver 3.-4. minut - hele døgnet.

Det gør Børneulykkesfonden noget ved. Vi arbejder for at forebygge børneulykker og skabe sikre rammer for danske børn uden at gå på kompromis med børnenes leg, kreativitet og fysiske udfoldelse. 

European Child Safety Alliance

På europæisk plan repræsenterer Børneulykkesfonden Danmark i det europæiske råd for børnesikkerhed, European Child Safety Alliance, hvor 30 lande arbejder tæt sammen for at sikre børn den mulige sikkerhed på tværs af landegrænser.

Læs mere her

Støt os Følg os