Cookie Icon Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Børn fra hele landet leger sig til læring om FN’s 17 verdensmål

Udgivet:

Hop de 17 verdensmål, spor det hemmelige håndtryk og saml alle frugterne i frugtplantagen. De opgaver får end 2400 børn fra knap 70 børnehaver og skoler, når de er med i kampagnen ”Hej skal vi lære?”, som Børneulykkesfonden, DGI og bObles står bag.

I den kommende tid deltager mere end 2400 børn landet over i temaugen ”Hej skal vi lære?”, hvor leg og bevægelse kombineres med læring om FN’s verdensmål. Både krop og hjerne bliver sat på prøve, når børnene tages igennem lege som Kampen om guldet, Flodbølgen og Frugtplantagen, der skal skabe forståelse for verdens vigtigste planer for fremtiden.

Børn bekymrer sig om verdens udfordringer

En undersøgelse blandt 1004 forældre foretaget af Epinion for Børneulykkesfonden i oktober 2018 viser, at næsten halvdelen af de adspurgte forældre med børn i alderen 3-10 år vurderer, at deres børn er interesserede i verdens udfordringer, fx klimaforandringer, hungersnød, fattigdom og diskrimination, og at børnene bekymrer sig om disse udfordringer.

Samtidig mener næsten halvdelen af forældrene til børn i samme aldersgruppe, at det er vigtigt at tale om verdens udfordringer i institutionen/skolen. Formålet med ”Hej skal vi lære?” er netop at inspirere pædagoger, lærere og børn til at have det sjovt, imens de bliver klogere på verdens vigtigste planer for fremtiden.

”Børnene er vores fremtid. Det er derfor vigtigt, at børnene får mulighed for at reflektere over, hvilken fremtid, de ønsker at være med til at forme, og hvad de selv kan gøre for at opnå det”, siger Henriette Madsen, der er generalsekretær i Børneulykkesfonden og fortsætter:

”Hos Børneulykkesfonden vil vi samtidig gerne være med til at skabe opmærksomhed omkring sammenhængen mellem motorik og indlæring. Vi ved nemlig, at børn lærer bedst, når de leger og bevæger sig.”

Børn lærer med hele kroppen

De deltagende institutioner og skoler modtager en kampagnepakke, som bl.a. indeholder ideer til 34 lege, 2 til hvert verdensmål.

”Når ”Hej skal vi lære?” sætter fokus på FN’s 17 verdensmål, så kombinerer vi glæden ved at lære og glæden ved at bevæge sig. Børn lærer med hele kroppen, og med kampagnen kan vi understøtte børnenes lyst til at bruge deres kroppe og udforske verden, både i skoler, institutioner, i hjemmet og i idrætsforeningerne,” siger Annette Vilhelmsen, der er medlem af DGI’s hovedbestyrelse og politisk ansvarlig for skole- og institutionsområdet.

 

 

  • Kampagnen ’Hej skal vi lære?’ kan afholdes hele året rundt, og det er stadig muligt at købe en kampagnepakke.
  • Mere end 2400 børn fra 69 skoler og institutioner landet over er allerede tilmeldt.
  • Kampagnen er udviklet af Børneulykkesfonden, DGI og bObles og blev afholdt første gang i 2017.
  • Idéen til kampagnen er opstået i kølvandet på de populære kampagner ”Hej skal vi lege?” og ”Hej skal vi tumle?”, som sætter fokus på mere bevægelse i daginstitutioner og dagplejer.
  • ”Hej skal vi lære?”-kampagnepakken består af et lege-læringshæfte indeholdende 34 lege; to relateret til hvert verdensmål, illustrative legekort, lommevæg til opbevaring af kampagnemateriale, verdenshjul, forældrefoldere, diplomer og plakater. Pakken koster 299 kr.

Læs mere om kampagnen og bestil kampagnepakken på www.hejskalvilære.dk

Signe Lykke Schouw
PR- og kommunikationsansvarlig hos Børneulykkesfonden
Telefon: 30 37 81 34
Email: sls@borneulykkesfonden.dk

Majbritt Andersen
Pressemedarbejder for DGI
Telefon: 21294115

Julie Pescettini
PR- og Kommunikationschef for bObles
Telefon: 61469634

Pressekontakt

Pressehenvendelser rettes til Signe Lykke Schouw

E-mail: sls@borneulykkesfonden.dk
Telefon: 30 37 81 34

Om Børneulykkesfonden

Ulykker er den hyppigste dødsårsag blandt børn i alderen 1-18 år, og hver fjerde dødsfald i denne aldersgruppe skyldes en ulykke. Samtidig kommer 150.000 børn under 15 år hvert år på skadestuen som følge af en ulykke. Det svarer til et barn hver 3.-4. minut - hele døgnet.

Det gør Børneulykkesfonden noget ved. Vi arbejder for at forebygge børneulykker og skabe sikre rammer for danske børn uden at gå på kompromis med børnenes leg, kreativitet og fysiske udfoldelse. 

European Child Safety Alliance

På europæisk plan repræsenterer Børneulykkesfonden Danmark i det europæiske råd for børnesikkerhed, European Child Safety Alliance, hvor 30 lande arbejder tæt sammen for at sikre børn den mulige sikkerhed på tværs af landegrænser.

Læs mere her

Støt os Følg os