Cookie Icon Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Velgørenhed: Kendte designer tumlemøbler for at sætte fokus på FN’s 17 verdensmål

Udgivet:

9 kendte personer, kunstnere og designere er gået sammen om at sætte fokus på FN’s 17 verdensmål. De har hver især fået frie tøjler til at skabe deres eget unikke design af en bObles Tumleplanet med udgangspunkt i de 17 verdensmål. Overskuddet går til Børneulykkesfonden og initiativet Legeheltene, der skaber leg og bevægelse for indlagte børn.

Ambitionen for FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling er at løse de store udfordringer, verden står overfor i dag, såsom fattigdom, ulighed og klimaforandringer. Det er en ambition, der kræver, at alle lande – både rige og fattige – er med til at løse udfordringerne i fællesskab.

Derfor har Børneulykkesfonden i samarbejde med bObles og en række kendte personer, kunstnere og designere skabt kampagnen Tumleplanet, hvor de 17 verdensmål repræsenteres på illustrativ vis. Listen af kunstnere tæller blandt andet Kristian von Hornsleth, Trine Panum, Cecilie Hother, Jesper Høvring og The Old Barber Shop.

Tatoo-art, graffiti og finurlige figurer

Kunstnerne har hver især valgt et eller flere verdensmål som udgangspunkt for deres design af en Tumleplanet. Der er dermed skabt en bred vifte af forskellige stilarter og designs lige fra tatoo-art til graffiti og finurlige figurer.  De helt særlige og personlige designs produceres kun i et begrænset antal.

”Tumleplanet er en fantastisk mulighed for at forene kunst med ny viden, kreativitet og bevægelse. Derfor takkede jeg naturligvis ja til at designe en Tumleplanet. Samtidig vil jeg gerne være med til at samle ind til Legeheltene, og jeg håber, at min skammel kan være med til at skabe glæde og give de syge, indlagte børn en sjovere og mere aktiv hverdag,” siger Trine Panum, kunstner og ambassadør i Børneulykkesfonden.

Børn bekymrer sig om verdens udfordringer

En undersøgelse blandt 1004 forældre foretaget af Epinion for Børneulykkesfonden i oktober 2018 viser, at omtrent hvert andet barn i alderen 3-10 år er interesseret i verdens udfordringer, fx klimaforandringer, hungersnød, fattigdom og diskrimination. Tumleplanet-skamlernes motiver er netop en god anledning til at tale med sine børn om natur, klima, fattigdom, sundhed osv. Samtidig giver de mulighed for masser af motorisk leg og bevægelse hjemme i stuerne.

”Børnene er vores fremtid. Det er derfor vigtigt, at børnene får mulighed for at reflektere over, hvilken fremtid, de ønsker at være med til at forme, og hvad de selv kan gøre for at opnå det”, siger Henriette Madsen og fortsætter: ”Og så er det jo bare en stor sidegevinst, hvis børnene samtidig får lov at lege og bevæge sig imens. ”

Indsamling til fordel for indlagte børn

De indsamlede midler fra projektet går til Børneulykkesfonden og initiativet Legeheltene, som skal få indlagte børn ud af sygesengen og skabe aktiv leg. En undersøgelse, som Børneulykkesfonden har foretaget blandt indlagte børn og deres forældre, viser nemlig, at 59 % af indlagte børn opholder sig på hospitalsstuen mere end halvdelen af tiden.

”Vi ser, at børn ofte bliver inaktive, når de bliver indlagt, og det kan have store konsekvenser for deres udvikling. Derfor sætter Legeheltene gang i aktive lege og bevægelsesaktiviteter med børnene. De bidrager med et tiltrængt frirum, hvor man kan tumle, bevæge sig og hvor der er plads til at være barn igen,” udtaler Henriette Madsen, Generalsekretær hos Børneulykkesfonden.

 

  • Kampagnen er udviklet af Børneulykkesfonden og bObles.
  • 9 kendte personer, kunstnere og designere har fået frie tøjler til at skabe deres eget unikke design af en bObles Tumleplanet-skammel med udgangspunkt i FN’s 17 verdensmål.
  • Overskuddet går til Børneulykkesfonden og initiativet Legeheltene, der skaber leg og bevægelse for indlagte børn.
  • Tumleplanet-skamlerne kan bestilles allerede nu, men de leveres først fra uge 50.

Læs mere om kampagnen og bestil en Tumleplanet på www.tumleplanet.dk

  • Legeheltene er startet af Børneulykkesfonden og har til formål at skabe en mere aktiv hverdag for de indlagte børn på danske hospitaler.
  • Legeheltene igangsætter lege og aktiviteter med fokus på motorik og bevægelse. Aktiviteterne stimulerer og udfordrer børnene og er med til at fremme deres fysiske, kognitive og sociale udvikling.
  • Legeheltene er professionelle fagfolk med en uddannelse inden for fysioterapi, ergoterapi, idræt mv.
  • Børneulykkesfonden indsamler midler til Legeheltene gennem virksomhedsdonationer, private donationer og forskellige indsamlingsaktiviteter.
  • Legeheltene er til stede på børneafdelingerne i Herlev, Hvidovre, Aarhus, Aalborg, Odense, Herning og Viborg.

Læs mere på www.legeheltene.dk

Pressekontakt

Pressehenvendelser rettes til Signe Lykke Schouw

E-mail: sls@borneulykkesfonden.dk
Telefon: 30 37 81 34

Om Børneulykkesfonden

Ulykker er den hyppigste dødsårsag blandt børn i alderen 1-18 år, og hver fjerde dødsfald i denne aldersgruppe skyldes en ulykke. Samtidig kommer 150.000 børn under 15 år hvert år på skadestuen som følge af en ulykke. Det svarer til et barn hver 3.-4. minut - hele døgnet.

Det gør Børneulykkesfonden noget ved. Vi arbejder for at forebygge børneulykker og skabe sikre rammer for danske børn uden at gå på kompromis med børnenes leg, kreativitet og fysiske udfoldelse. 

European Child Safety Alliance

På europæisk plan repræsenterer Børneulykkesfonden Danmark i det europæiske råd for børnesikkerhed, European Child Safety Alliance, hvor 30 lande arbejder tæt sammen for at sikre børn den mulige sikkerhed på tværs af landegrænser.

Læs mere her

Støt os Følg os