Cookie Icon Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Bogstaver og bevægelse: Alfabetet leges ind i ny kampagne

Udgivet:

Hver tredje forælder med børn i alderen 3-10 år efterspørger, at bevægelse og læring kobles tættere sammen i skolen og institutionen. Derfor skal en ny kampagne ’Hej skal vi lære?’ give lærere og pædagoger redskaber og materialer til at tænke læring og bevægelse sammen. Kampagnen skydes i gang med en bevægelsesdag torsdag d. 16. november, hvor omkring 2500 børn deltager.

På torsdag byttes kladdehæfterne ud med bogstavjagt, bogstavtårne og bogstavkast i indskolingen og institutioner. 2531 børn er med til bevægelsesdagen ’Hej skal vi lære?’, hvor læring om bogstaver og ord kombineres med masser af leg og bevægelse.

Kampagnen er udviklet af Børneulykkesfonden, DGI og bObles og er bl.a. lanceret på baggrund af gode erfaringer fra de populære søster-kampagner ’Hej skal vi lege?’ og ’Hej skal vi tumle?’, der sætter fokus på motorik og bevægelse i daginstitutioner og dagplejer. ’Hej skal vi lege?’ blev udviklet i 2011, og siden har mere end 259.000 børn leget med.

Forældre efterspørger kobling mellem læring og bevægelse

En undersøgelse blandt 1004 forældre foretaget af Epinion for Børneulykkesfonden i oktober 2017 viser, at 4 ud af 5 forældre med børn i alderen 3-10 år, synes det er vigtigt eller meget vigtigt, at læring (fx læring om tal og bogstaver) og bevægelse kobles sammen i institutionen eller skolen.

Samtidig efterspørger hver tredje forælder med børn i aldersgruppen en tættere kobling mellem læring og bevægelse.

”Vi ved fra erfaringen med bl.a. ’Hej skal vi lege?’, at rigtig mange pædagoger arbejder målrettet med bevægelse, men også at de kan have stor gavn af at få nogle konkrete redskaber og materialer. Målet med kampagnen er, at vi kan give frisk inspiration til nye måder at arbejde med læring på, hvor motorik og bevægelse medtænkes fra start. Det er sjovere at lære, når man har det skægt imens,” udtaler Henriette Madsen, Generalsekretær i Børneulykkesfonden. 

Børn lærer med hele kroppen

Med den nye bevægelseskampagne modtager de deltagende skoler og institutioner en kampagnepakke med et skum-alfabet med bogstaverne fra A-Å, tilhørende legehæfte mv. Legene er udviklet af børnefysioterapeut Louise Hærvig, der er tilknyttet bObles.

”Børns nysgerrighed og trang til at lære skal gerne stimuleres og udfordres, så det matcher deres behov og niveau. Når børn får mulighed for at lege læring ind, giver det så fin næring til alt dét, kroppen kan og skal. Derfor ønsker vi med kampagnepakken at skabe et univers, der faciliterer den dejlige bevægelses- og indlæringsglæde. Kroppen bliver en aktiv medspiller, og det er så godt for læringsprocessen”, fortæller Louise Hærvig

Også hos DGI håber man, at kampagnen vil skabe masser af bevægelsesglæde i og udenfor klasselokalerne.  

”Fysisk aktivitet gavner indlæringen – det har forskningen slået fast. Med kampagnen bliver det samtidig sjovt at være aktiv, og alle kan være med. Vi håber, kampagnen kan smitte børnene med en bevægelsesglæde, de kan få gavn af både i skolen, hjemme og i idrætsforeningerne,” siger Søren Møller, formand for DGI.

Også derhjemme er der gode muligheder for lege, der kobler leg, bevægelse og læring om bogstaver. Hvis I ikke har bObles’ tumlealfabet, kan I klippe nogle bogstaver af pap.

  • Gem bogstaverne for hinanden rundt om i hjemmet. I kan starte med dit og barnets navn og tilpasse efter niveau.
  • Gem bogstaverne således, at barnet får brugt sin krop, når bogstavjagten sætter ind. Det betyder måske, at barnet skal krybe ind under bordet, kravle op på en stol, op på tæer eller ned på maven for at kigge under en reol. Bare slip fantasien løs og lav lidt bogstav-sjov!
  • Læg til sidst alle bogstaverne ud, og stav navnene sammen. Måske kan de også stave andre ord?  

Legen er fra ’Hej skal vi lære?’-materialet og tilpasset hjemmet.

  • Bevægelsesdagen ’Hej skal vi lære?’ afholdes d. 16. november 2017, og i alt er 2531 børn fra skoler og institutioner landet over med.
  • Kampagnen er udviklet af Børneulykkesfonden, DGI og bObles og afholdes som et pilotprojekt for første gang i år.
  • Idéen til kampagnen er opstået i kølvandet på de populære kampagner ’Hej skal vi lege?’ og ’Hej skal vi tumle?’, som sætter fokus på mere bevægelse i daginstitutioner og dagplejer.
  • ’Hej skal vi lære?’-pakken består af et tumlealfabet i skum, informations- og legehæfte, forælderfoldere, diplomer, plakater mv. Pakken koster 675 kr. ex. moms.

Læs mere om kampagnen på www.hejskalvilære.dk

Julie Pescettini
PR- og Kommunikationschef for bObles
Telefon: 61469634

Majbritt Andersen
Pressemedarbejder for DGI
Telefon: 21294115

Signe Lykke Schouw
PR- og Kommunikationsansvarlig hos Børneulykkesfonden
Telefon: 30 37 81 34
Email: sls@borneulykkesfonden.dk

Pressekontakt

Pressehenvendelser rettes til Signe Lykke Schouw

E-mail: sls@borneulykkesfonden.dk
Telefon: 30 37 81 34

Om Børneulykkesfonden

Ulykker er den hyppigste dødsårsag blandt børn i alderen 1-18 år, og hver fjerde dødsfald i denne aldersgruppe skyldes en ulykke. Samtidig kommer 150.000 børn under 15 år hvert år på skadestuen som følge af en ulykke. Det svarer til et barn hver 3.-4. minut - hele døgnet.

Det gør Børneulykkesfonden noget ved. Vi arbejder for at forebygge børneulykker og skabe sikre rammer for danske børn uden at gå på kompromis med børnenes leg, kreativitet og fysiske udfoldelse. 

European Child Safety Alliance

På europæisk plan repræsenterer Børneulykkesfonden Danmark i det europæiske råd for børnesikkerhed, European Child Safety Alliance, hvor 30 lande arbejder tæt sammen for at sikre børn den mulige sikkerhed på tværs af landegrænser.

Læs mere her

Støt os Følg os