Cookie Icon Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Mødre er mere utrygge ved at give førstehjælp

Udgivet:

Der er fart over feltet, når børnene leger, og ulykker kan pludseligt opstå. I sådan en situation er det godt, hvis man kan sin førstehjælp, men en ny undersøgelse fra Børneulykkesfonden og Falck viser, at mange forældre - særligt mødre - er utrygge ved at skulle give et barn den livreddende førstehjælp.

Når den vilde leg er på sit højeste i de danske børnehjem, og børnene styrter rundt, så er far alligevel en smule mere tryg ved situationen end mor. En undersøgelse foretaget af YouGov for Børneulykkesfonden blandt 1022 danske forældre viser nemlig, at flere fædre end mødre er trygge ved at skulle give deres barn førstehjælp, hvis uheldet er ude. Således svarer hver anden far, at han er tryg ved at skulle yde førstehjælp til et barn, mens det samme kun gør sig gældende for lidt mere end hver tredje mor.

I Børneulykkesfonden kender man alt til, at førstehjælp kan redde liv, og her mener man, at forældre har et ansvar for at kunne yde førstehjælp til børn.

»Det burde egentlig lidt være en obligatorisk del af det at blive forældre, at man lærer at yde førstehjælp til børn. Hvert år ender over 100.000 børn mellem 0-9 år på skadestuen, og særligt de helt små er udsatte for ulykker som kvælning, forgiftning, faldulykker og drukning, som kan kræve førstehjælp. Som mor kender jeg selv frygten for at skulle stå i sådan en situation, hvor mit barn har brug for førstehjælp. Men når uheldet er ude, kan tryghed og godt kendskab til førstehjælp gøre en stor forskel og i sidste ende være med til at redde liv,« siger leder af Børneulykkesfonden, Henriette Madsen, og understreger endnu en gang, hvor vigtigt det er at træne førstehjælp:

»Hvis ikke man er tryg ved førstehjælp, kan det i værste tilfælde afholde en fra at yde den nødvendige indsats, når ulykken sker.«

Børneulykkesfondens undersøgelse viser også, at to ud af fem forældre har deltaget i et førstehjælpskursus til børn, hvoraf hver femte har oplevet en situation, hvor de har haft behov for at bruge det.

 

Forskel på førstehjælp til børn og voksne

Henrik Mörke-Malmkvist, uddannelsesleder i Falck, understreger også, at der kan være god grund til at få opfrisket sin førstehjælp, når man selv har børn eller har med børn at gøre. Der kan nemlig være en smule forskel på, hvordan man giver et barn og en voksen førstehjælp.

»Det er ikke alle som ved, at der er en smule forskel på at yde den optimale førstehjælp til henholdsvis et spædbarn, et barn og en voksen. For dem, som ved det, men ikke har styr på forskellen, kan det godt skabe utryghed, fordi man er i tvivl om, hvad man skal gøre i den pågældende situation. Og lige her handler det netop om at gøre noget, og blot bruge det man husker. Men vores erfaring viser, at mange forældre overkommer denne usikkerhed, når de først får lov til at prøve det af på et førstehjælpskursus,« siger han.

Han fortæller desuden, at førstehjælp til børn sjældent drejer sig om at sikre frie luftveje eller genoplivning af barnet. Oftest handler det om at bruge sin sunde fornuft og en kold klud. Og rigtig mange børneulykker kan undgås med den rette forebyggelse.

»Det første, man som forælder skal gøre er at vurdere barnets tilstand og omfanget af skaden. Dernæst handler det om at tale og trøste barnet undervejs, så barnet ikke føler sig utryg. Førstehjælp til børn handler i høj grad om psykisk førstehjælp. Det vil også give forældrene den nødvendige ro på situationen. Et godt tip, man lærer på førstehjælpskursus, er at give barnet en kold klud på det skadede område. Den lindrer smerten og kan minimere omfanget af skaden. Det gør det nemmere at vurdere omfanget af skaden,” afslutter Henrik Mörke-Malmkvist.

Følg førstehjælpens fire hovedpunkter uanset hvilken ulykkessituation, det handler om:

  1. Stands ulykken
    • Skab sikkerhed omkring den tilskadekomne
    • Undgå at ulykken udvikler sig
  2. Giv livreddende førstehjælp
    • Vurdér personen og start førstehjælp
    • Sørg for frie luftveje, vejrtrækning og blodkredsløb
  3. Tilkald hjælp 1-1-2
  4. Giv almindelig førstehjælp
    • Vurdér situationen løbende og yd førstehjælp
    • Undersøg for andre skader, hvis personen er vågen

Generelt ved førstehjælp til børn, er det vigtigt, at du forsøger at bevare roen og evnen til at handle. Jo mere viden du har om førstehjælp, desto lettere er det at handle korrekt. At optræde roligt er ikke mindst vigtigt, når børn er indblandet. Når du er rolig, er de rolige – er du urolig, så bliver de også urolige.
Ved det bevidstløse barn er der en fast procedure, der nemt læres på et kursus.
Ved det vågne barn, sæt dig ned på en stol, put en kold klud på det skadede sted, og vurdér skaden, når der er ro på. Ring evt. til akuttelefonen og få hjælp.

Kilde: Børneulykkesfonden og Falck

Er du tryg ved at skulle give førstehjælp til et barn?     Ja         Nej         Ved ikke    
Total (base = 1022) 44% 42% 14%
Kvinde (base = 496) 37% 48% 15%
Mand (base = 527) 51% 36% 13%
Alder på yngste barn i hustanden: 0-2 år (base = 224) 33% 57% 10%
Personer, som har deltaget i førstehjælpskursus for børn (base = 414) 60% 28% 12%
Personer, som IKKE har deltaget i førstehjælpskursus for børn (base = 586)     35% 53% 13%

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov for Børneulykkesfonden. Der er i alt gennemført 1022 CAWI-interview med forældre i alderen 18-65 med børn under 18 år, i perioden 25.april - 14. maj 2013. Resultaterne er ikke tidligere offentliggjort.

Pressekontakt

Pressehenvendelser rettes til Signe Lykke Schouw

E-mail: sls@borneulykkesfonden.dk
Telefon: 30 37 81 34

Om Børneulykkesfonden

Ulykker er den hyppigste dødsårsag blandt børn i alderen 1-18 år, og hver fjerde dødsfald i denne aldersgruppe skyldes en ulykke. Samtidig kommer 150.000 børn under 15 år hvert år på skadestuen som følge af en ulykke. Det svarer til et barn hver 3.-4. minut - hele døgnet.

Det gør Børneulykkesfonden noget ved. Vi arbejder for at forebygge børneulykker og skabe sikre rammer for danske børn uden at gå på kompromis med børnenes leg, kreativitet og fysiske udfoldelse. 

European Child Safety Alliance

På europæisk plan repræsenterer Børneulykkesfonden Danmark i det europæiske råd for børnesikkerhed, European Child Safety Alliance, hvor 30 lande arbejder tæt sammen for at sikre børn den mulige sikkerhed på tværs af landegrænser.

Læs mere her

Støt os Følg os