Juni 2024
DSB og Børneulykkesfonden indgår samarbejde om togsikkerhed blandt børn
DSB og Børneulykkesfonden ønsker i samarbejde at sætte fokus på børns sikkerhed på perroner og nær jernbaneskinner gennem kampagnen ”Er du togklar?”. ”Er du togklar?” er et læringsmateriale til de ældste børnehavebørn og indskolinger i hele landet, der tager selv de mindste børn i hånden. Al læringen i kampagnen foregår gennem leg med det udgangspunkt i, at alle børn lærer og husker bedre, når læring foregår i de trygge rammer, som legen sikrer.
Målet med kampagnen er at ramme omkring 500 institutioner i 2024, og allerede på den første uge har antallet af bestillinger af materialet været overvældende. Det betyder, at 5.500 børn vil modtage læringsmaterialet efter sommerferien og dermed blive bedre rustet til at navigere sikkert omkring tog.
Med udgangspunkt i læringsmaterialet skal børn, voksne og danskere generelt opnå bredest muligt kendskab til og forståelse for, hvordan man forholder sig, når man er i nærheden af tog. Læringsmaterialet er således udviklet til både børn og voksne, så børn kan lege og lære på samme tid, mens pædagoger og forældre kan bruge læringsmaterialet til at videregive læring om sikker færdsel i togtrafikken.
”I Børneulykkesfonden er børnesikkerhed, leg og bevægelse afgørende varemærker. Vi er derfor meget glade for at have indgået et samarbejde med DSB, hvor børnesikkerhed bliver italesat og visualiseret gennem leg, fordi vi tror på, at børn lærer bedre, når læring kombineres med leg. Og så er sikker færdsel i togtrafikken jo et utroligt vigtigt emne at integrere i både voksne og børns bevidsthed,” siger Henriette Madsen, der er generalsekretær i Børneulykkesfonden.
”Gennem partnerskabet med Børneulykkesfonden kan vi nå endnu længere ud med vores sikkerhedskampagner og gennem leg lære børn om sikker færdsel på stationer og nær jernbanespor,” siger DSB’s informationschef Tony Bispeskov.
Læringsmaterialet tager udgangspunkt i hovedpersonerne Frida og Felix, der visualiserer og fortæller, hvordan og hvorfor det er afgørende at tage sine forholdsregler på perroner og nær jernbaneskinner. Gennem letforståelige fortællinger og tegninger, en togsang og togrelaterede lege skaber læringsmaterialet forståelse for større sikkerhed ved færdsel i togtrafikken.
Børneulykkesfonden og DSB har indgået samarbejdet med det formål at klæde børn på til at begå sig sikkert og trygt på perroner og nær jernbaneskinner. Når læringen sker tidligt, sætter den sig på rygraden, og det er netop derfor, at ”Er du togklar?” er henvendt til børn i den tidlige indlæringsalder.
Læs mere om kampagnen ”Er du togklar?” her: http://www.borneulykkesfonden.dk/erdutogklar
Info om "Er du togklar"
”Er du togklar?” er et læringsmateriale til alle landets ældste børnehavebørn og indskolingsbørn.·
”Er du togklar?” er udviklet af Børneulykkesfonden og DSB.
Formålet med ”Er du togklar?” er sikker færdsel i togtrafikken.
Al læring i ”Er du togklar?” foregår gennem leg og aktiviteter.
”Er du togklar?” henvender sig til pædagoger, lærere, forældre og børn i 5-7-årsalderen.
For yderligere information, kontakt venligst:
Camilla Henriksen (Børneulykkesfonden)
Tlf. 2062 2019
euv@borneulykkesfonden.dk