Velkommen til Hop med hovedet!
Det er både sjovt og sundt at give den gas på havetrampolinen. Men desværre ender hopperiet med en tur i gips, eller det der er værre, for mange danske børn. Tal fra Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital viser, at de danske skadestuer hvert år behandler cirka 7.000 børn for skader efter trampolinuheld. Det tal vil Børneulykkesfonden, Forbrugerrådet Tænk og Sikkerhedsstyrelsen gerne ændre. Det sker gennem den fælles kampagne – Hop med hovedet!
Hop med hovedet! sætter fokus på børns adfærd på havetrampoliner og forebyggelse af ulykker. Hop rundt på hjemmesiden og læs blandt andet, hvordan Jeppe Vig Find, kendt fra Ramasjang, bruger hovedet, når han hopper på trampolin. Du kan også se den sjove film Hop med hovedet! med Jeppe i hovedrollen. Se hvordan han hopper sikkert i jagten på at redde prinsessen.