Juni 2024

Forebyggelse af solskoldning: Pas ekstra på ved vandet

Sommeren er over os, og det er fristende at køle sig ned ved at hoppe en tur i vandet – enten i havet eller i en pool. Men særligt ved vandet, skal man være opmærksom på solsikkerheden, fordi den kølige brise netop kan gøre en solskoldning ekstra svær at mærke. For at sikre at vores børn kan nyde solen uden at skade deres hud, er det afgørende at beskytte dem mod de skadelige UV-stråler, og netop dét er omdrejningspunktet i kampagnen Solsikker, som Børneulykkesfonden og Derma står bag. Kampagnen sikrer i år 64.000 børnehavebørn læring om sikkerhed i solen gennem leg, rim og remser.

Vand reflekterer solens skadelige stråler

Rigtig mange børn og voksne er gode til at trække i skyggen, når solen for alvor raser midt på dagen og til at køle sig ned i vandet, når solen steger. Dog skal du være ekstra opmærksom, hvis du vælger at nedkøle dig i vandet, da vand reflekterer solens stråler og du bliver derfor udsat for endnu mere UV-stråling. Derudover er det svært at vide, hvis man er blevet solskoldet, da vandet er nedkølende for huden. En solskoldning vil dermed først blive synlig, når du vender hjem senere på dagen, og så er det desværre for sent at forebygge en solskoldning.

”Når huden først bliver rød, er skaden sket, og særligt børn er vigtige at smøre grundigt ind, da deres hud stadig er ekstra sart. Små børn, der hverken kan kravle eller gå, skal holdes i skyggen,” lyder det fra Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

Marketingchef fra Derma, Mette Bohnstedt, fortsætter: ”Derudover er det vigtigt altid at gensmøre sig med solcreme, når man har badet eller svedt, da selv vandfast solcreme mister noget af virkningen efter en tur i vandet. Vi anbefaler, at du smører dig 15 minutter, inden du går ud og bader igen, så solcremen kan nå at trænge ordentlig ind i huden.”

Vigtigheden af solcreme til børn

Børns hud er særligt følsom og mere udsat for skader fra solens UV-stråler. Solskoldning i barndommen kan øge risikoen for hudkræft. Jo flere gange vi er udsatte for solskader, jo større er risikoen nemlig for hudkræft senere i livet. Derfor er det vigtigt at indarbejde gode solvaner fra en tidlig alder og være ekstra opmærksom på børn, som leger i vand. Tiden kan let gå hurtigt, når man har det sjovt og leger i det afkølende vand.

Børneulykkesfonden og Derma afholder endnu engang solkampagnen SolSikker. Kampagnen kører på tiende år i træk og har til formål at oplyse om solbeskyttelse via en gratis læringspakke, der er særligt udviklet til børn i legestuer og børnehaver. Siden 2015 har mere end 400.000 børn deltaget i kampagnen.

Formålet med SolSikker-kampagnen er at klæde børnene godt på til at omgås solen med omtanke gennem leg. Vigtigheden af solbeskyttelse forklares på en måde, som børnene kan forstå – nemlig gennem aktivitets- og sanglege i børnehøjde. Forventningen er, at hvis børnene lærer at forstå, hvorfor det er vigtigt at beskytte sig mod solen, så vil de også være mere motiverede til fx at bruge solcreme.

"Ved at uddanne børnene tidligt om solbeskyttelse håber vi at bidrage til en sundere og mere bevidst generation, når det kommer til solsikkerhed," afslutter Henriette Madsen.

Læs mere om kampagnen på www.solsikker.com

For yderligere information, kontakt venligst:

Camilla Henriksen (Børneulykkesfonden)
Tlf. 2062 2019
euv@borneulykkesfonden.dk