Hvorfor løbe med?

Børn skal kunne lege og bevæge sig, hvor end de færdes. Meningen med Børneulykkesfondens Centimeter Maraton er at inspirere børn og forældre til en hverdag med mere bevægelse og fysisk aktivitet. Det gør vi ved at gøre løb til noget sjovt og spændende at deltage i, hvor alle kommer hjem med en god oplevelse.

I dag er der en tendens til, at mange børn ikke bliver motorisk udfordrede i hverdagen. Dette har resulteret i stigende tendenser som overvægt, inaktivitet og usunde vaner. Derfor opfordrer Børneulykkesfonden til mere bevægelse og udvikling blandt børn i fællesskab med familie og venner.

Forældre, bedsteforældre, m.fl. skal inspireres til at få børnene ud og røre sig. Det kan I gøre ved at deltage i Børneulykkesfondens Centimeter Maraton sammen og lave det til en familieaktivitet. Det handler om at give børnene lysten og motivationen til selv at være aktive.

Næsten alle børn i dag har allerede fra spædbarnsalderen problemer med en eller flere af de tre primære sanser – labyrintsansen, følesansen og stillingssansen. Disse tre sanser er hele grundlaget for en normal motorisk og adfærdsmæssig udvikling hos børn. Det er derfor vigtigt, at sunde vaner indarbejdes tidligt, da fysisk aktivitet styrker opbygningen af muskler, knogler, ledbånd og sener. Derudover er leg og bevægelse med til at udvikle og forbedre børns motoriske færdigheder.

Jo bedre dit barns motorik er, desto mindre er risikoen for alvorlige skader ved eksempelvis faldulykker.

Udover at det er super sundt for både dit barn og dig selv at komme ud på en lille løbetur, så støtter I samtidig Børneulykkesfondens forebyggende arbejde ved at deltage i Centimeter Maraton. Har du lyst til at læse mere om hvem vi er og se, hvad pengene bl.a. går til, så klik ind på:

www.børneulykkesfonden.dk

Vi glæder os til at slippe energien løs og være aktive sammen med dig og dit barn!