Børneulykker

BabySikker er en målrettet indsats for at forebygge børneulykker i hjemmet hos børn i sårbare familier, hvor der er en større risiko for ulykker end blandt andre børn.

100.000 børn mellem 0-8 år kommer hvert år til skade og må på skadestuen på grund af ulykker, der sker i og omkring hjemmet. Det viser tal fra Statens Institut for Folkesundhed.

I forbindelse med børneulykker påvirker forældrenes socio-økonomiske status risikoen for, at børn kommer til skade. Der er således større risiko for at børn i sårbare familier kommer til skade. Dette kan skyldes, at forældrene i de sårbare familier ikke altid har det nødvendige overskud og ressourcer til at børnesikre hjemmet.