Peters historie

En tidlig morgen i juli modtog Annbritt det opkald, der er enhver mors mareridt. Hendes søn Peter på 15 år var blevet påkørt af en varevogn, og hans tilstand var meget kritisk. Annbritt nåede ikke ud til skadestuen før, det var for sent. Peter døde af sine kvæstelser.

Annbritt glemmer aldrig den mandag morgen i juli 2013, hvor hendes telefon ringede. Annbritt lå og sov, ligesom hendes datter Rebekka på 8 år. Sønnen Peter på 15 år var på ferie hjemme hos sin far og sammen med Annbritt, havde de lavet en aftale om, at Peter kunne blive en dag ekstra, da han gerne ville med sin far på arbejde, som er skraldemand. Aftalen var derfor, at Annbritt først hentede Peter om tirsdagen, hvor de så skulle videre ud og shoppe for alle de penge, de ikke havde, som Annbritt formulerer det. Annbritt hørte godt telefonen, men lod den ringe: ”Det første jeg tænker er, at det er fra arbejdet, og de må have glemt, at jeg har ferie, men da den ringer igen, og bliver ved med at ringe, er jeg klar over, at der er noget galt", forklarer Annbritt.

I telefonen kunne Annbritt høre sirener i baggrunden. Det var Peters far, der ringede og fortalte, at Peter var kommet alvorligt til skade. Annbritt skyndte sig at få datteren Rebekka ud af sengen og i noget tøj, hvorefter hun ringede til en veninde, som kunne tage sig af hende. Inden Annbritt selv kørte videre til Herning Sygehus, gjorde hun noget, som er meget uforståeligt for hende i dag: ”Det næste jeg så gør, er noget, som jeg til dags dato stadig ikke forstår. Jeg går i bad! Jeg aner ikke hvorfor, men det gør jeg.”

Efter Annbritt var kommet i tøjet, kørte hun afsted til Herning Sygehus: ”Køreturen til Herning husker jeg ikke. Set i bakspejlet var det voldsomt uansvarligt af mig, men man tænker ikke klart, når man får sådan en besked. Og jeg skulle skynde mig”, uddyber Annbritt.

Da Annbritt ankom til sygehuset, blev hun mødt af en sygeplejerske, som spurgte, om hun var Peters biologiske mor. Det svarede Annbritt ja til og spurgte, hvor Peter var. Sygeplejersken svarede ikke på Annbritts spørgsmål, men sagde i stedet, at Peters far ventede på Annbritt sammen med en læge. I samme øjeblik så Annbritt Peters far stå sammen med lægen.

”Lægen fortæller os, at Peter ikke klarede det. Jeg kan ikke tro det, husker jeg. Jeg bliver ved med at sige: ”Nej, det passer ikke”. Jeg græder, ryster, føler bare, at hele verden passerer revy for øjnene af mig. Min søn! Min Peter! Død! Det kan ikke lade sig gøre, jeg havde jo lige snakket med ham! Vi havde jo en aftale", fortæller Annbritt.

Dagen for ulykken startede som en helt almindelig dag

Annbritts søn Peter var en frisk dreng på 15 år. ”Han var glad i låget, teenager og følte sig uovervindelig. Han var af den overbevisning, at alting nok skulle gå. At han havde styr på det hele. Døden var ikke et emne, han beskæftigede sig med. Og hvilken teenager kan ikke beskrives noget lignende sådan?” fortæller Annbritt.

Den mandag morgen, hvor Peter var med sin far på arbejde, var som alle andre morgener: Peter sprudlede af energi, han var hurtig og på farten. I hjælpen til sin far løb Peter meget målrettet hen til de forskellige skraldespande på vejene for at føre dem hen til skraldebilen. Skraldebilen holdt parkeret på en smal vej med plads til, at andre biler lige præcis kunne komme forbi. I sin vej fra en af de tomme skraldespande løb Peter med fuld fart over vejen hen mod skraldebilen uden at se sig for. Og dér skete det. I farten opdagede Peter ikke varevognen, der kørte forbi skraldebilen og ramte ham.

”Man kan simpelthen ikke forstå, at det kan ske, og man har behov for at bebrejde nogen for det, der er sket. Men i vores tilfælde, kunne vi kun bebrejde omstændighederne: Tilfældigheder, splitsekunder og Peters egen uopmærksomhed. Om føreren af varevognen har været uopmærksom, ved vi ikke, men vi ved, at han overholdte fartgrænsen og ikke var påvirket. Vi kan alle være uopmærksomme – og ligesom Peter, kan vi også være uopmærksomme i trafikken. Og her er det særligt sekunderne, tilfældighederne og omstændighederne, der afgør, om det går godt eller skidt. I vores tilfælde var det desværre med det allerværste udfald overhovedet”, fortæller Annbritt.

Peters begravelse

”Det at skulle forholde sig til det faktum, at ens søn er død, er en så umulig ting, at det kan man bare ikke forholde sig til! Man befinder sig i en tilstand af chok, dyb sorg og stor uretfærdighedsfølelse”, fortæller Annbritt. Derfor kan Annbritt heller ikke huske meget af planlægningen op til Peters begravelse, andet end at hun bare gjorde det, der skulle gøres.

Annbritt og familien oplevede støtte og opbakning fra hele byen:

”Jeg husker kun, at folk omkring mig var dybt rystede og prøvede at hjælpe så godt, som de kunne. Og det var alle. Lige fra spejdere og skole, til venner, familie, lokale forretninger, præst og bedemand. Da Peter blev kørt fra Herning Sygehus til kapellet i Grindsted, afholdte vi en mindeceremoni for ham ved spejderne. Og ved begravelsen var flagalleen i byen sat på halv. På trods af at det skete midt i sommerferien, var der så styrtende mange mennesker i kirken, at hvis de, der var på ferie, var kommet, havde der ikke været plads”, fortæller Annbritt.

Opmærksomheden var svær at håndtere

Opmærksomheden omkring Peters familie var meget stor i starten, fordi Peter var en elsket og meget vellidt dreng i byen. Og i den første tid efter Peters død var opmærksomheden næsten også den største udfordring for Annbritt.

”I tiden lige efter var opmærksomheden næsten det største problem, fordi sladderen også gik, og øjnene var på en alle steder, hvis man gik ud i byen. Som tiden gik, blev opmærksomheden mindre og mindre, og folk blev mere bange for at snakke med os – for hvad skulle de sige?” fortæller Annbritt.

Og det var dér, at udfordringerne blandt mange, i forbindelse med Peters død, for alvor begyndte at komme frem:

”Det er her, det sværeste ved at miste starter. Når alt opmærksomheden er væk, og folk tror, at du er ved at komme videre, og de ikke forstår, at det slet ikke er gået op for dig endnu. Og når det først er nu, at du skal til at lære at forstå og lære at leve uden dit barn – at forstå sit barns død. Så er det hér, det bliver klart for dig, hvem der er hos dig, hvem der forstår, hvem der kan være med dig i din sorg, og hvem der vil hjælpe”, forklarer Annbritt.

”Vi oplevede desværre et stort frafald af dem, vi troede, var venner. Et så stort frafald, at vi faktisk næsten stod alene til sidst, for det er svært at være sammen med nogen, der græder konstant, og som ikke har lyst til at være social længere”, uddyber Annbritt.

Sådan har Peters familie det i dag

I dag er det flere år siden, at Peter mistede livet i trafikken, og familien er begyndt at mærke, hvordan hverdagen lige så stille tager over. Tabet af Peter vil dog aldrig blive glemt, og selvom hverdagen har meldt sig, er Peter stadig i familiens tanker hver eneste dag:

”Folk udefra er af den opfattelse, at hvis de er til stede og hjælper til de første to-tre uger, så må det være tid til at komme i gang og ikke mindst komme videre. Sådan er det ikke i virkeligheden for dem, der står i det. Det er hver evig eneste dag resten af livet, at man skal leve med savnet, sorgen og smerten efter at have mistet”, fortæller Annbritt og fortsætter:

”Min redning er, at jeg har Rebekka at leve for. Peters elskede lillesøster, som han elskede overalt på jorden. De var meget tætte, og hendes savn og tab af sin storebror har også været altoverskyggende. Ikke blot mistede hun sin bror, sin bedste ven, sit store idol, men hun blev også enebarn”, fortæller Annbritt.

Tabet af Peter har været en stor omvæltning for familien, og Annbritt forklarer, at de stadig er i en sorgproces. Det vil aldrig blive glemt, og hverdagen vil aldrig blive den samme, fordi der hele tiden dukker ting op, der minder familien om, at Peter er væk for altid. Annbritt ønsker heller ikke at glemme, hvad der skete med hendes søn. I stedet har hun valgt at fortælle Peters historie for at gøre opmærksom på de bløde trafikanter og vigtigheden af at være opmærksom i trafikken: