Frederikkes historie

Det var endda forældrenes bryllupsdag, da Frederikke fik hånden ned i en kødhakker. Familien fortæller om den skæbnessvangre dag og om tiden efter ulykken med seje kampe i et ufleksibelt, kommunalt system.

Frederikkes mor og far ejer deres egen slagterbutik. De husker tydeligt, hvordan de den lørdag sidst i marts for lidt mere end tre år siden var i gang med den sidste rengøring af butikken. Det var forældrenes bryllupsdag, som familien skulle fejre sammen. Frederikke var blevet passet af en ældre veninde, men var kort før blevet afleveret i butikken som planlagt.

"Vores datter havde fået at vide, at hun ikke måtte pille ved maskinerne. Hun fik som regel lov til at lege med kasse og dankortapparat, men ikke lige netop den dag, da vi gerne ville være færdige med rengøringen", fortæller Frederikkes mor, Lone.

"Pludselig hører vi et skrig af en anden verden og ser Frederikke med hånden i kødhakkeren. Og den sad fast", fortsætter Frederikkes far, Anders.

Derefter gik det stærkt. Der blev ringet 1-1-2, og inden for fem minutter kom både ambulance, brandvæsen og politi. Det blev hurtigt klart, at det ikke var muligt at skille maskinen ad, og derfor kom både Frederikke og kødhakkeren med på båren og afsted mod Køge Sygehus. Her besluttede man, at opgaven var for kompleks, og derfor blev Frederikke fløjet med helikopter til Odense Sygehus, hvor der var kompetencer til at udføre opreationen. Desværre var skaden stor, og Frederikkes underarm måtte amputeres.

"Da Frederikke blev vækket fra operationen, begyndte vi for alvor at forstå, at vores hverdag ville blive forandret for altid", fortæller forældrene.

Efter ulykken: Svært at få den rette hjælp

Til trods for varige mén, skyldfølelse, økonomiske udfordringer og en kamp med kommunen føler familien sig i dag tættere knyttet end før. Familien husker med taknemmelighed den hjælp og støtte de fik fra politiet, lægerne og særligt sygeplejerskerne igennem forløbet.

Men tilbage står også mindet om en hård kamp med kommune, som familien bor i.

"Ergoterapeuter er nogle, der kommer og går, og møder bliver udsat eller aflyst. Vi fik desuden information om, at vi kunne få besøg af en psykolog en gang hver 14. dag, hvis der var noget. Der ville vi hellere have haft et nummer, vi kunne ringe til 24/7, for det er en enormt stor belastning at gå rundt med den kæmpe skyldfølelse, vi har følt. Når vi ligger om aftenen i sengen, ser vi ulykken for os hver gang, vi lukker øjnene"

Det har også været svært at få tilskud til de rette hjælpemidler, som er nødvendige for, at Frederikke kan fungere.

"Når vi skal søge om nye armproteser, har vi fået at vide, at det ikke kan lade sig gøre, da det jo ikke er en vedvarende skade. Vi er blevet nødt til at spørge dem om, hvornår de så regner med, at armen vokser ud igen?" fortæller Anders.

Men familien føler, at ulykken har bundet dem tættere sammen som familie.

"Vi er heldigvis en stærk familie, som var der for hinanden", afslutter Anders.