Cookie Icon Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Triatlon og Duatlon skal indsamle midler til indlagte børn

Udgivet:

Når 1300 voksne og 150 børn dyster i triatlon og duatlon til Garmin Challenge Herning har de muligheden for samtidig at indsamle midler til Børneulykkesfonden og initiativet Legeheltene.

Svømmebriller, cykelhjelm og løbesko er blot noget af det, der skal findes frem, når Garmin Challenge Herning løber af stablen i dagene d. 6.-9 juni. Det nye samarbejde mellem Garmin Challenge Herning og Børneulykkesfonden betyder, at deltagerne nu ikke blot dyster for medaljen – de har også muligheden for at indsamle midler til velgørenhed. Helt konkret indsamles der midler til en lokal ”Legehelt”, der skal få de jyske børn i bevægelse, når de er indlagte.

Donationer per kilometer

Både til eventets store triatlonløb med 1300 deltagere og til skoleløbet Skole Duatlon, hvor 150 skolebørn løber med, kan deltagerne indsamle midler via såkaldte ”kilometersponsorater”. Det betyder, at deltagerne inden løbet finder mulige bidragsydere, fx venner, familie eller sponsorer, der vil støtte deres race og Legeheltene. Til triatlonløbet d. 9. juni kan venlige sjæle således donere fra 1 kr. per kilometer, deltagerne gennemfører, hvilket svarer til en donation på 112 kr. Til Skole Duatlon d. 6. juni skal børnene gennemføre en distance på 2 km løb, 5 km cykling og slutteligt 5 km løb igen. Er der overskud herefter, har børnene mulighed for at fortsætte med skiftevis at løbe og cykle, indtil der er gået 1 time. Bidragsyderne kan donere fra 1 kr. pr. kilometer, eleven gennemfører, hvilket svarer til minimum 9 kr. per elev med mulighed for, at det kan blive noget større, hvis overskuddet er til det.

Hos Garmin Challenge Herning ser man positivt på det nye samarbejde med Børneulykkesfonden:

”At vi på denne måde kan kombinere deltagernes hårde fysiske indsats med velgørenhed, giver så god mening for os. Det giver bare det ekstra nøk til motivationen, når man ved, at man gør en forskel for nogen, som virkelig har brug for det,” udtaler Claus Vesterby, der er Partner og Event Director i RaceMakers, som står bag Garmin Challenge Herning.

En lokal Legehelt til de indlagte børn

Midlerne, som indsamles via triatlon- og duatlon-løbet, går til Børneulykkesfonden og initiativet Legeheltene. Målet med Legeheltene er at igangsætte aktiviteter med leg og bevægelse, som får børnene op af sengen og ud af hospitalsstuen. Dette skyldes, at inaktivitet i længere perioder kan gå hårdt ud over børnenes fysiske, sociale og mentale udvikling.

”Vi håber, at deltagerne til løbet giver den gas og udfordrer sig selv. Det er i sig selv et vigtigt budskab, som vi også gerne vil give videre til de indlagte børn. De har brug for en, der kan hjælpe med at få gang bevægelsen, og derfor håber vi, at mange kan se idéen i at støtte deltagerne og Legeheltene,” udtaler Henriette Madsen, Generalsekretær for Børneulykkesfonden

Til eventet stiller Børneulykkesfonden desuden op med sjove og spændende aktiviteter for hele familien. Blandt andet kan både børn og voksne komme forbi Trafiklegepladsen og få mulighed for at lære om trafiksikkerhed og derigennem være med til at sikre færre alvorlige ulykker blandt børn. Desuden afholder Børneulykkesfonden Keep Smiling Run d. 7. juni sammen med triatlet Michelle Vesterby.

Du kan læse meget mere om Garmin Challenge Herning her:
http://challengedenmark.dk/

  • Legeheltene er startet af Børneulykkesfonden og har til formål at skabe en mere aktiv hverdag for de indlagte børn på danske hospitaler.
  • Legeheltene igangsætter lege og aktiviteter med fokus på motorik og bevægelse. Aktiviteterne stimulerer og udfordrer børnene og er med til at fremme deres fysiske, kognitive og sociale udvikling.
  • Legeheltene er professionelle fagfolk med en uddannelse inden for fysioterapi, ergoterapi, idræt mv.
  • Børneulykkesfonden indsamler midler til Legeheltene gennem virksomhedsdonationer, private donationer og indsamlingsaktiviteter.
  • Der er pt. Legeheltene på H. C. Andersen Børnehospital i Odense, Hvidovre Hospital og Aarhus Universitetshospital.

Læs mere om Legeheltene her: www.legeheltene.dk

Pressekontakt

Pressehenvendelser rettes til Marie Bødtker

E-mail: marie@borneulykkesfonden.dk
Telefon: 30 37 85 10

Om Børneulykkesfonden

Ulykker er den hyppigste dødsårsag blandt børn i alderen 1-18 år, og hver fjerde dødsfald i denne aldersgruppe skyldes en ulykke. Samtidig kommer 150.000 børn under 15 år hvert år på skadestuen som følge af en ulykke. Det svarer til et barn hver 3.-4. minut - hele døgnet.

Det gør Børneulykkesfonden noget ved. Vi arbejder for at forebygge børneulykker og skabe sikre rammer for danske børn uden at gå på kompromis med børnenes leg, kreativitet og fysiske udfoldelse. 

European Child Safety Alliance

På europæisk plan repræsenterer Børneulykkesfonden Danmark i det europæiske råd for børnesikkerhed, European Child Safety Alliance, hvor 30 lande arbejder tæt sammen for at sikre børn den mulige sikkerhed på tværs af landegrænser.

Læs mere her

Støt os Følg os