Cookie Icon Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Hver anden småbørnsforælder bruger for lidt solcreme

Udgivet:

Solcreme virker kun, som det skal, hvis der smøres med den anbefalede mængde. Men alligevel viser en ny undersøgelse, at kun 54 % af forældre med børn i institutionsalderen smører deres børn med nok solcreme. Samtidig glemmer hver fjerde forælder jævnligt at indsmøre deres barn.

Én krop, én håndfuld. 40 ml. til en voksenkrop og 20 ml. til et barn. Sådan lyder Sundhedsstyrelsens anbefalinger for, hvor meget solcreme, danskerne bør anvende for at være optimalt beskyttet. Men alligevel anvender kun halvdelen af forældre med børn i enten dagpleje, vuggestue eller børnehave nok solcreme. Det viser en ny undersøgelsen foretaget af Epinion for Børneulykkesfonden og Derma blandt 1031 forældre.

”Hvis man smører for lidt solcreme på, beskytter den langt mindre, end det, som faktortallet lover. Bruger du fx en fjerdedel af den anbefalede mængde solcreme faktor 15, giver den kun beskyttelse svarende til en faktor 2. For at forebygge solskoldninger kan det derfor ikke siges nok, hvor vigtigt det er at smøre med rigelige mængder solcreme,” udtaler Connie Mørch, Kvalitetschef i DermaPharm A/S, som står bag Derma Sun, Danmarks førende solbrand.

Den danske sommer giver flest solskoldede børnekinder

Undersøgelsen viser, at det oftest er de hjemlige himmelstrøg, som giver anledning til solskoldning for børnene. Hvis man spørger de danske småforældre, har næsten hver tiende nemlig oplevet, at deres barn er blevet skoldet om sommeren i Danmark. Til sammenligning har kun halvdelen oplevet, at barnet er blevet det på solferie i udlandet i sommerhalvåret.

Solskoldningerne skal måske ses i lyset af, at 27 % af forældre med børn i denne målgruppe ”ofte” eller ”af og til” undlader at smøre børne ind, selvom UV-indekset er over 3 i Danmark. Den primære årsag er, at forældrene glemmer det, viser undersøgelsen.

Connie Mørch henviser til, at forældre altid kan tjekke dagens UV-indeks på DMI’s hjemmeside eller ved at hente den gratis app ”UV-INDEKS”.

Solbeskyttelse på dagsordenen i institutionen

For at huske både forældre, børn og pædagoger på vigtigheden af at følge de tre solråd – skygge, solhat og solcreme – afholder Derma og Børneulykkesfonden den populære kampagne SolSikker for fjerde år i træk i legestuer og daginstitutioner landet over. Kampagnen skal øge bevidstheden om solbeskyttelse. Igennem de seneste tre år har mere end 120.000 børn leget med – og i år forventes yderligere 45.000 at deltage.

Med kampagnen foregår al læring i børnehøjde. Vi forsøger at lege de gode solvaner ind via sange, lege, spil og historiefortælling om Sille Solhelt. Målet er, at børnene på en sjov måde introduceres for vigtigheden af at beskytte sig mod solens stråler,” udtaler Henriette Madsen, Generalsekretær i Børneulykkesfonden. 

  • Nordjyderne glemmer oftest solcremen. Her springer 39 % ”ofte” eller ”af og til” solcremen over, selvom det er nødvendigt, imens tallet er på kun 24 % på midtjyderne.
  • 63 % af midtjyderne angiver, at de bruger den anbefalede mængde solcreme, og Region Midtjylland er dermed de bedste i Danmark. Region Hovedstaden er de dårligste til at bruge nok solcreme. Her bruger kun 46 % den anbefalede mængde.
  • Region Hovedstaden er den region, som oftest angiver, at glemsomhed er årsag til, at de glemmer solbeskyttelsen om morgenen. Nordjyderne er dem, som oftest angiver travlhed som en årsag.

Kilde: Epinion for Børneulykkesfonden, 2018

Skygge: Den mest effektive solbeskyttelse er at opholde sig i skyggen. Søg derfor skygge i tidsrummet fra kl. 12-15, hvor solen er højest på himlen, og når UV-indekset er 3 eller mere. Husk: Børn, der hverken kan kravle eller gå, skal altid anbringes i skygge.

Solhat: Solhatten skal have en bred skygge, der dækker ansigt, nakke og ører.

Solcreme: Anvend som minimum faktor 15, og smør kroppen godt ind. Husk også ansigt og nakke, selvom der anvendes solhat. Påfør solcremen 15 minutter, inden I skal udenfor. Vælg en solcreme, der er svanemærket, uparfumeret og allergimærket.
 

Marie Bødtker
PR- og Kommunikationsansvarlig hos Børneulykkesfonden
Telefon: 30 37 85 10
Email: marie@borneulykkesfonden.dk

Pressekontakt

Pressehenvendelser rettes til Marie Bødtker

E-mail: marie@borneulykkesfonden.dk
Telefon: 30 37 85 10

Om Børneulykkesfonden

Ulykker er den hyppigste dødsårsag blandt børn i alderen 1-18 år, og hver fjerde dødsfald i denne aldersgruppe skyldes en ulykke. Samtidig kommer 150.000 børn under 15 år hvert år på skadestuen som følge af en ulykke. Det svarer til et barn hver 3.-4. minut - hele døgnet.

Det gør Børneulykkesfonden noget ved. Vi arbejder for at forebygge børneulykker og skabe sikre rammer for danske børn uden at gå på kompromis med børnenes leg, kreativitet og fysiske udfoldelse. 

European Child Safety Alliance

På europæisk plan repræsenterer Børneulykkesfonden Danmark i det europæiske råd for børnesikkerhed, European Child Safety Alliance, hvor 30 lande arbejder tæt sammen for at sikre børn den mulige sikkerhed på tværs af landegrænser.

Læs mere her

Støt os Følg os