Cookie Icon Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Ny app: Børn skal spille sig til at lære førstehjælp

Udgivet:

Med en ny app kan børn allerede fra en tidlig alder lære om førstehjælp. Pædagoger og forældre kan samtidig bruge app’en til at tale om førstehjælp med børnene.

Alle kan lære førstehjælp – også børn. Målet med den nye app, Junior Redder, er at give børn primært i børnehaver og indskolingen et spil til på en sjov og legende måde at lære om førstehjælp, et ellers alvorligt emne. Grundlæggende handler førstehjælp om at yde omsorg for hinanden og have modet til at handle. Det kan børn godt introduceres til fra en tidlig alder, og det er der brug for. Tal fra Børneulykkesfondens nye Børnepanel viser nemlig, at kun omkring halvdelen af børnene har talt om førstehjælp med pædagogerne eller deres forældre.

Junior Redder-appen er opbygget som et spil, hvor børnene skal navigere rundt i forskellige baner og hjælpe børn, der er kommet til skade. Samtidig introduceres barnet til nogle af de basale førstehjælpsfærdigheder som at lægge en bevidstløs person i stabilt sideleje og tilkalde hjælp ved at ringe 1-1-2 gennem fængende illustrationer, lyd og inddragende spørgsmål undervejs.

Appen er en del af kampagnen Førstehjælp i Børnehøjde og kan både bruges uafhængigt og sammen med andre øvelser og aktiviteter fx i forbindelse med et temaforløb i børnehaven. Junior Redder kan downloades gratis via App Store og Google Play og er udviklet af Børneulykkesfonden i samarbejde med Hovedstadens Beredskab med støtte fra Undervisningsministeriet.

Fakta

Tal fra Børneulykkesfondens nye Børnepanel bestående af 425 børnehavebørn viser, at hvert femte barn hverken har snakket om førstehjælp i institutionen eller i hjemmet. Dertil svarer kun 56 % at have snakket om førstehjælp med pædagogerne, mens 42 % har snakket om det med deres forældre.

Citater

Henriette Madsen, Generalsekretær i Børneulykkesfonden:

”Med den nye førstehjælpsapp bliver førstehjælp mere håndgribeligt ved hjælp af forskellige scenarier, hvor børn kommer til skade og skal hjælpes. Det kan fx være en ulykke på legepladsen, i køkkenet eller i sneen – det er altså alt sammen scenarier, som børn kan nikke genkendende til fra deres egen hverdag. Vi håber, at appen kan åbne op for flere snakke mellem børnene, deres forældre og pædagogerne” udtaler Henriette Madsen, Generalsekretær i Børneulykkesfonden.

Chris Garfort, førstehjælpsinstruktør i Hovedstadens Beredskab:

”Helt grundlæggende handler førstehjælp om at yde omsorg for hinanden og have modet til at turde handle, når man ser nogen, som har brug for hjælp f.eks. tilkalde en voksen, ringe 1-1-2 eller blive og trøste. Derfor er det kun en fordel, hvis forældre og pædagoger fra en tidlig alder introducerer børnene til, hvad førstehjælp er, og vigtigheden af at hjælpe – og det er den nye førstehjælpsapp et godt redskab til”, udtaler Chris Garfort, førstehjælpsinstruktør i Hovedstadens Beredskab.

Appen lærer børn om førstehjælp via et spil, hvor børn skal gennemføre forskellige baner med børn, der er kommet til skade og har brug for hjælp. Når man har gennemført banerne og hjulpet alle de tilskadekomne børn, kan man kalde sig Junior Redder.

Appen er udviklet af Børneulykkesfonden i samarbejde med Hovedstadens Beredskab som et supplement til læringsmaterialet ”Førstehjælp i Børnehøjde”, der er målrettet børnehavebørn og indskolingen.

Appen er gratis og kan hentes i App Store og Google Play. Søg efter "Junior Redder" eller find direkte link her: www.førstehjælpibørnehøjde.dk/app

Frank Trier Mikkelsen
Pressekontakt hos Hovedstadens Beredskab
Telefon: 26 88 29 61
Email: framik@hbr.dk

Marie Bødtker
PR- og Kommunikationsansvarlig hos Børneulykkesfonden
Telefon: 30 37 85 10
Email: marie@borneulykkesfonden.dk

Pressekontakt

Pressehenvendelser rettes til Marie Bødtker

E-mail: marie@borneulykkesfonden.dk
Telefon: 30 37 85 10

Om Børneulykkesfonden

Ulykker udgør et af de største sundhedsmæssige problemer for børn. Ulykker er ikke blot den hyppigste dødsårsag blandt børn i alderen 1-19 år, men også årsag til mange skadestuebesøg, konsultationer hos egen læge og sygehusindlæggelser. Hvert år kommer ca. 150.000 børn under 15 år ud for en ulykke og må en tur på skadestuen.

Børneulykkesfonden arbejder for at skabe sikre rammer for danske børn i hjemmet, i trafikken og til sport/fritidsaktiviteter uden at gå på kompromis med børnenes leg, kreativitet og fysiske udfoldelse.

European Child Safety Alliance

På europæisk plan repræsenterer Børneulykkesfonden Danmark i det europæiske råd for børnesikkerhed, European Child Safety Alliance, hvor 30 lande arbejder tæt sammen for at sikre børn den mulige sikkerhed på tværs af landegrænser.

Læs mere her

Støt os Følg os