Cookie Icon Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere

Pædagoger efterspørger mere bevægelse i daginstitutionerne

Udgivet:

En undersøgelse viser, at 3 ud af 5 pædagoger efterspørger større fokus på fysisk aktivitet i daginstitutioner. Derfor sættes der igen i år fokus på leg og bevægelse, når mere end 32.000 børn fra mere end 1000 institutioner og dagplejere landet over deltager i bevægelsesugen ”Hej skal vi lege?”.

”Fjolletårne” og ”Flyvende Frisbee” er navnene på nogle af de lege, som 32.338 børn fra hele landet skal prøve kræfter med, når bevægelsesugen skydes i gang mandag d. 9. oktober. Bevægelseskampagnen ”Hej skal vi lege?” arrangeres af Børneulykkesfonden, bObles og DGI, som hvert år dedikerer hele uge 41 til fokus på motorik, leg og bevægelse i landets institutioner.

Pædagoger ønsker mere fokus på bevægelse

En undersøgelse, som Børneulykkesfonden har gennemført blandt 173 pædagoger i de danske daginstitutioner, viser, at 61 % af pædagogerne mener, at der i meget høj eller høj grad er behov for øget fokus på bevægelse i deres institution. Formålet med bevægelsesugen er netop, at pædagogerne får inspiration og redskaber til at inkorporere mere bevægelse i dagligdagen. Samtidig er målet, at børnene oplever, at det er sjovt at blive udfordret og få sved på panden.

”Vi ved, at børn har godt af at bevæge sig og udvikle deres motorik, men det kan nogle gange være en udfordring for pædagogerne at komme med nye og spændende måder at gøre det på i en travl hverdag. Det er alfa og omega, at det er sjovt at røre sig, og derfor gør vi alt, hvad vi kan for at give pædagogerne de idéer og redskaber, de mangler,” siger Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

Bevægelse skal ske igennem hele dagen

Ifølge Sundhedsstyrelsen bør børn fra 1-4 år bevæge sig så meget som muligt, mens børn i 5-6 års alderen skal bevæge sig mindst 60 minutter om dagen. Louise Hærvig, børnefysioterapeut tilknyttet bObles og udvikler af legene i bevægelsesugen, er det vigtigt, at bevægelse tænkes ind som en helhed i børnenes dag – også derhjemme.

”Hvis vi kan, så skal vi se på bevægelse som en motorisk ven, der er med os hele tiden, og sammen skaber vi bevægeglæden. Det er så fint, men ikke helt nok, hvis der kun er fokus på bevægelse i institutionerne. Forældrene skal gerne føre de gode vaner videre derhjemme, så børnene ikke sidder for stille, lige så snart de kommer hjem, men også holder kroppen aktiv her. Det bedste er, at vi tænker sanserne ind i alt, det vi allerede gør i hverdagen – det er bevægeglæde hele vejen rundt,” siger Louise Hærvig.

1086 institutioner og dagplejere landet over leger med

Igen i år har partnerne i kampagnen oplevet stor efterspørgsel på ”Hej skal vi lege?”-pakkerne.

”Det er vigtigt at sætte fokus på motorik og bevægelsesglæde blandt børn, både når de er i institution og derhjemme. Det giver børnene gode oplevelser og kan på den lange bane være med til at give et aktivt og sundt liv. Derfor er vi også rigtig glade for den store tilslutning til Hej skal vi lege, som er den største bevægelseskampagne i Danmark for denne aldersgruppe, for det viser, at der er stor interesse for at få børn til at bevæge sig mere,” siger Søren Møller, formand for DGI.  

I forbindelse med ”Hej skal vi lege?” 2016, svarede 91 % af pædagogerne, at de ville anbefale kampagnen til andre institutioner. 72 % vurderer, at kampagnen har givet inspiration til at aktivere børn mere i hverdagen.

”Hej skal vi lege?” skal skabe bevægelse i institutionerne – men de samme lege kan også bruges derhjemme med de ting, I har i hjemmet. Skab gode rammer for bevægelse med disse lege udviklet af børnefysioterapeut Louise Hærvig:

Hokus pokus hold fokus: Kan du gå ned i knæ, gå sidelæns eller måske helt op på tæer? Alt imens du har en bog på hovedet, håndryggen eller skulderen. Dette er en lille leg, der kan varieres i det uendelige. Og mærk så lige efter, hvad der føles helt fjollet, og hvad der føles rigtig fint.

Fjolletårne: Har I mon ting, der kan stables hjemme hos jer? Måske en plastikskål, en pude, en dåse, en tom mælkekarton, en æggebakke, legetøj – ja, alt kan bruges! Når I har samlet jeres ”byggeklodser”, start så med at tage én ting i hånden og hoppe frem til der, hvor Fjolletårnet skal stå. Ved næste byggeklods skal der rulles, så skal der hinkes, krybes, kravles eller gås baglæns. Hvor forskelligt kan du bruge din krop, hvor højt kan tårnet blive, og hvor fjollet kan dit tårn se ud? Det bestemmer du!

Stop-strømpe-dans: En stopdans er faktisk altid på sin plads – men denne gang med strømper! Spred strømperne ud på gulvet, og find den gode musik frem. Når musikken standser, skal en sok findes og en kommando gives: ”1-2-3 ned på maven”, ”1-2-3 sid på numsen”, ”stå på højre ben”, ”stik hånden i sokken” og så videre. Til sidst kan sokkerne parvis laves til små sokkekugler og kastes retur i sokkeskuffen. Din grov- og finmotorik vil elske det hele.

Kilde: Louise Hærvig, børnefysioterapeut

  • ”Hej skal vi lege?” arrangeres af Børneulykkesfonden, DGI og bObles.
  • I år er tilmeldt omkring 32.338 børn fordelt på omkring 1086 institutioner og dagplejere.
  • Siden 2011 har mere end 259.000 børn deltaget i ”Hej skal vi lege?”
  • Årets legetema 2017 er bygget op omkring specialdesignede ”Tumletrin” fra bObles og tager udgangspunkt i kreativ leg, hvor barnet stimulerer sin balance og motorik. Legene er udarbejdet i samarbejde med børnefysioterapeut Louise Hærvig.
  • For kun 240 kr. kan børnehaver, vuggestuer og dagplejere bestille en pakke med motorikredskaber, legehæfter, plakater, diplomer til børnene samt informationshæfter til forældrene og institutionen.
  • Alt materiale kan downloades gratis på www.hejskalvilege.dk

Kilde: Juni 2017. Undersøgelsen er foretaget af Børneulykkesfonden og udsendt til deltagende institutioner i ”Hej skal vi lege?” 2016. I alt har 173 pædagoger deltaget i undersøgelsen.

 

I hvilken grad mener du, at der er behov for at sætte mere fokus på bevægelse i din institution?

Pct.

I meget høj grad

16,0%

I høj grad

45,1%

Hverken/eller

20,4%

I lav grad

9,9%

I meget lav grad

2,5%

Ved ikke

1,2%

Ubesvaret

4,9%

 

I hvilken grad vurderer du, at hæftet ”Hej skal vi lege? 2016 – idræt, leg og bevægelse” har givet inspiration til at aktivere børn mere i hverdagen?

Pct.

I meget høj grad

24,5%

I høj grad

47,6%

Hverken/eller

19,0%

I lav grad

4,8%

I meget lav grad

0,7%

Ved ikke

2,0%

Ubesvaret

1,4%

 

Vil du anbefale andre institutioner i Danmark til at deltage i ’Hej skal vi lege?

Pct.

Ja

91,4%

Nej

0,0%

Ved ikke

8,6%

Ubesvaret

0,0%

Julie Pescettini
PR- og Kommunikationschef for bObles
Telefon: 61469634

Majbritt Andersen
Pressemedarbejder for DGI
Telefon: 21294115

Marie Bødtker
PR- og Kommunikationsansvarlig hos Børneulykkesfonden
Telefon: 30 37 85 10
Email: marie@borneulykkesfonden.dk

Pressekontakt

Pressehenvendelser rettes til Marie Bødtker

E-mail: marie@borneulykkesfonden.dk
Telefon: 30 37 85 10

Om Børneulykkesfonden

Ulykker udgør et af de største sundhedsmæssige problemer for børn. Ulykker er ikke blot den hyppigste dødsårsag blandt børn i alderen 1-19 år, men også årsag til mange skadestuebesøg, konsultationer hos egen læge og sygehusindlæggelser. Hvert år kommer ca. 150.000 børn under 15 år ud for en ulykke og må en tur på skadestuen.

Børneulykkesfonden arbejder for at skabe sikre rammer for danske børn i hjemmet, i trafikken og til sport/fritidsaktiviteter uden at gå på kompromis med børnenes leg, kreativitet og fysiske udfoldelse.

European Child Safety Alliance

På europæisk plan repræsenterer Børneulykkesfonden Danmark i det europæiske råd for børnesikkerhed, European Child Safety Alliance, hvor 30 lande arbejder tæt sammen for at sikre børn den mulige sikkerhed på tværs af landegrænser.

Læs mere her

Støt os Følg os